Tim Christensen: Jeg savner ikke Dizzy

Dizzy Mizz Lizzy havde en levetid på 10 år i 1990'erne, men forsangeren savner ikke bandet.

De var 14, da det startede. Deres debutalbum solgte 350.000 eksemplarer i Danmark og Japan.

De holdt sammen i 10 år. Men i 1998 var det slut for bandet Dizzy Mizz Lizzy. Forsanger Tim Christensen har i øjeblikket succes med endnu et soloalbum.

Men han savner ikke sit gamle band.

Man spilder sit liv

- Når man sukker efter noget, der har været engang, synes jeg, at man spilder sit liv. Man kender mange eksempler på folk, der altid snakker om gode gamle dage i stedet for at være til stede i nuet og kigge mod fremtiden og nye udfordringer, siger forsangeren.

- Jeg savner ikke Dizzy. Det gør jeg jo egentlig ikke. Jeg er i meget god sync med mig selv nu, og hvor jeg er, tilføjer han.

2010 blev Dizzy Mizz Lizzys genforeningsår, da de rejste rundt i hele landet og optrådte på Grøn Koncert og flere festivaler med deres gamle bandnumre.

Kærlighed til hinanden

- Der er ingen tvivl om, at vi forenedes i en stolthed over, hvad vores band stod for og en stolthed over, hvor meget det har betydet for så mange mennesker.

- Og så er der selvfølgelig også en kærlighed til hinanden, for vi er jo en lille brodertrio, der er vokset meget fra hinanden, men stadig har en vis form for kærlighed og knytning til hinanden, forklarer Tim Christensen.

Efter de mange koncerter er behovet for at være sammen med sine gamle bandmedlemmer kun blevet styret endnu mere.

Udelukker ikke genforening

- Det var en meget smuk oplevelse, og jeg føler mig sindssygt privilegeret over at få lov til at opleve det. Men jeg synes ikke, jeg savner det. Jeg tænker tilbage på det med et smil og er stolt og glad, men jeg savner det ikke, siger den danske musiker.

Tim Christensen vil dog ikke udelukke muligheden for, at Dizzy Mizz Lizzy bliver forenet igen i fremtiden. Hvis de alle tre føler sig fit for fight om 10 år, og de kan mærke, at der er en interesse fra folks side, så kan man godt regne med at se dem igen.

Forsøger at udvikle sig

Men det bliver ikke med et nyt materiale.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at vi skulle lave nye sange, for det er et overstået kapitel. Og rent musikalsk har jeg forsøgt at udvikle mig lige siden, så det ville give en underlig form for ubalance, hvis vi skulle til at arbejde sammen igen, siger forsangeren.

I fredags udgav Tim Christensen sit fjerde soloalbum "Tim Christensen & The Damn Crystals".

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen