Lady Gaga i duet med Elton John
Hun er gudmor til hans lille søn Zachary, og nu har Lady Gaga fået overtalt Elton John til en ny duet.
Det bliver på en skæring, sangerinden har skrevet til sit næste album.
Gaga fortæller, at hun er godt i gang med pladen og har spillet en smagsprøve for John, som var vildt imponeret:
»Jeg har ikke lavet ret mange duetter, men nu kommer der nok én med Elton. Han kunne virkelig godt lide nummeret,« siger popstjernen og understreger, at hun holder resten af projektet for sig selv. »Jeg vil ikke røbe mere overhovedet,« fastslår hun.
Sang ved Grammy
John og Gaga sang sammen ved Grammy-uddelingen sidste år og indspillede også et nummer til tegnefilmen "Gnomeo & Julie", som John skrev musik til.
Lady Gaga demonstrerede sine evner som kok i går, da hun lavede mad sammen med den britiske talkshowvært Alan Carr.
Sangerinden diskede op med Kylling a la Milanese efter egen opskrift. Popstjernen nippede til en whiskey, mens hun blandede paneringen til kødet og bankede kyllingefileter møre med en stor stegepande.
Ingen kødhammer
»I en italiensk husholdning har du normalt ingen kødhammer. Vi bruger bare panden,« forklarede Gaga, som også røbede, at hun tit går i køkkenet derhjemme.
»Jeg kommer fra en italiensk familie, så jeg laver meget mad, og jeg er ret god til det. Noget af det bedste, jeg ved, er at lave mad til min far,« fortalte hun.
De amerikanske tv-seere kan opleve Gaga som kok på torsdag, hvor hun besøger sin gamle skole i anledning af Thanksgiving og går i skolekøkkenet for at lave kalkunretter.
All Over Press