De mistede livet på Roskilde Festival
Kvinden, der søndag mistede livet, er langt fra den første, der er omkommet på festivalen.
En kvinde, sandsynligvis midt i 20’erne, mistede i dag livet på Roskilde Festival, da hun væltede ned fra containertårnet ved den nye svævebane.
Men hun er langt fra den eneste, som har mistet livet på festivalen siden årtusindeskiftet.
2000:
Selvom alle dødsfald er tragiske, står særligt én hændelse printet i festivalens historie.
Den fandt sted d. 30. juni 2000, hvor Pearl Jam spillede på Orange Scene. Der var blot spillet en halv time, da det gik galt. Den store menneskemængde begyndte at skubbe og presse hinanden. Nogen væltede, og i den efterfølgende halve time døde otte mænd. Endnu en mand mistede senere livet på hospitalet. Alle, fordi de væltede og efterfølgende blevet mast og kvalt under det store fremmøde ved Orange Scene.
Tragedien medførte, at talrige festivaler i Europa skærpede sikkerheden.
2001:
En 28-årig mandlig festivalgæst fra Sverige mistede livet i 2001 efter at være faldet om med hjertestop. Manden blev bragt til hospitalet, men blev erklæret død ved ankomsten.
Dødsfaldet blev betragtet som et tilfælde, der kunne være sket hvor som helst.
2004:
I 2004 mistede en blot 20-årig svensk mand fra Linköping livet, da han var på Roskilde Festival. Han blev fundet død i sit telt, og trods talrige genoplivningsforsøg lykkedes det ikke at genoplive ham.
2008:
En 20-årig nordmand blev i 2008 fundet livløs på Roskilde Festivals campingplads – kvalt i sit eget bræk. Han havde taget en overdosis af kokain og heroin, og selvom det lykkedes ambulancefolkene at få gang i hans hjerte, og han blev anbragt i koma, så stod hans liv ikke til at redde.