Dylan - det evige ungdoms-ikon

I dag fylder Bob Dylan 70 år. Han er stadig et must for mange unge musikere - også i Danmark.

Artiklens øverste billede
Bob Dylan betyder meget for Kira Skov. Arkivfotos/Collage: UffeC

I mange år var Bob Dylan bare en gammel mand, som sang grimt.

Men da musikeren Silas Bjerregaard var i begyndelsen af tyverne, fik han en række plader anbefalet af en ven, som han spillede i band med.

En regnvejrsdag satte han nummeret ”Boots Of Spanish Leather” på, mens han kiggede ud ad vinduet. I det øjeblik opdagede han for alvor Bob Dylan.

»Det var en utrolig stærk oplevelse bare at sidde og mærke den stemning, som sangen beskriver. Den opgivende accept af et forlist kærlighedsforhold,« siger Silas Bjerregaard, som er sanger i bandet Turboweekend.

Forældrenes plader


Han tilhører en generation, som er vokset op, efter Bob Dylan for længst var blevet en legende. Og i mange tilfælde er blevet opdaget af forældre, der har reolen fuld af Dylan-plader. Men efter Silas Bjerregaards mening er det ikke nok at kende til Bob Dylans musik. For at få øjnene op for ham skal man have en vis modenhed.

»Du skal have en vis sproglig forståelse for at kunne opfatte, hvad teksterne handler om. Det er ikke blød musik, som stryger dig med hårene og bare lyder lækker,« forklarer Silas Bjerregaard.

Et større publikum

Unge musikere nævner ofte Bob Dylan som inspiration, og rockentusiaster i tyverne og teenageårene genopdager i øjeblikket hans musik. Ifølge Johannes Dybkjær Andersson, som er international marketing manager i Bob Dylans pladeselskab i Danmark, Sony Music, er folk-ikonet de seneste år begyndt at nå flere aldersgrupper.

»Man kan ikke tale om et comeback, for Bob Dylan har været til stede i 50 år. Men de seneste par år har han spredt sig ud over stort set alle målgrupper,« siger Johannes Dybkjær Andersson.

Kernemålgruppen



Mandlige akademikere over 35 er stadig kernemålgruppen. Men albumudgivelser, teaterforestillinger og film har gjort Bob Dylan aktuel for nye generationer. Ofte stifter de unge bekendtskab med hans musik gennem referencer i film eller coverversioner med andre musikere.

Mange ser de klassiske sange fra 1960'erne som tidløse udtryk for ungdom og vildskab. Med sit store hår og sin endnu større idealisme og skabertrang var Bob Dylan et symbol på 1960'ernes ungdom. Det fascinerer unge i dag, som også bliver grebet af teksternes tema om at gøre op med forældregenerationen.

Ungdom som tema

»Generationsskifte er et meget vigtigt emne i teksterne. Hver generation bliver nødt til at gøre op med den forrige, og det gælder også i dag,« siger Johannes Dybkjær Andersson.

Som eksempel nævner han sangen ”The Times They Are A-Changin'”, som beskriver et opgør med forældre og opinionsdannere. Selv om sangen er skrevet under 1960'ernes ungdomsoprør, opleves den også som aktuel af 68'ernes børn.

»Det ironiske er så, at de unge i dag bryder med netop den generation, som først brugte Bob Dylan til at bryde med deres forældre,« siger Johannes Dybkjær Andersson.

Inspireret af Dylan


Michael Møller, forsanger i bandet Moi Caprice, tilhører gruppen af unge kunstnere, som er inspireret af Bob Dylan. Han mener ikke, at de klassiske sange har mistet deres relevans. Efter hans mening er temaerne krig, kærlighed og religion almengyldige, og Bob Dylans tekster er så gode, at de hæver sig over den tid, de er skrevet i.

»Hvis du lytter til ”The Times They Are A-Changin'”, kunne den lige så godt handle om 2011 som om midten af 1960'erne. Og ”Masters Of War” er stadig relevant nu, hvor der er krige mange steder i verden,« siger Michael Møller.

»Dylan er aldrig blevet synonym med en tid. Der var mange, der sang protestsange i 1960'erne, men ingen, der gjorde det helt som ham.«

På egen hånd


Selv om nutidens ungdomsgeneration er vokset op med musikken og i mange tilfælde har hørt forældrene spille Bob Dylans plader, mener Michael Møller, at man bliver nødt til at opdage musikken på egen hånd.

Han har selv kendt til Dylan hele sin opvækst, men begyndte først at kunne lide ham som 21-årig.

»Beatles kan man sagtens lytte til, når man er fem. Det gælder ikke for Bob Dylan,« siger han.

Umulig at undgå

Unge musikere betragter Bob Dylan som en af de kunstnere, som man bliver nødt til at mene noget om. Enten ser de ham som en inspirationskilde, eller også tager de stilling til, hvorfor de ikke kan lide ham.

»Jeg har altid tænkt, at det var noget musik, som man blev nødt til at have en holdning til. I hver generation er der nogle, som næsten har et religiøst forhold til Bob Dylan. Men jeg kender også mange, som nærmest hader ham,« siger Michael Møller.

Det begyndte i teenage-årene


Sangerinden Kira Skov er enig. Ligesom både Michael Møller og Silas Bjerregaard spiller hun i anledning af Bob Dylans fødselsdag til hyldestkoncerten ”Bob Till You Drop” på det københavnske spillested Vega. Hun begyndte at lytte til Bob Dylan som teenager og har et nært forhold til hans tekster.

»Bob Dylan er jo en af de vigtigste artister de seneste 50 år. Han er simpelthen ikke til at komme uden om,« siger hun.

»Jeg tror, at Bob Dylan vil blive ved med at være relevant. Ganske enkelt fordi han er den bedste til det, han gør.«

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.