Jacob Haugaard: En kæmpe er faldet
Bamse Jørgensen var en formidabel kunstner og en rigtig hyggespreder, mener Jacob Haugaard.
Nytårsnat døde en af landets mest folkekære musikere, Flemming Bamse Jørgensen. Dermed siger Danmark farvel til en musiker, som har haft stor betydning for mange, konstaterer hans kollega Jacob Haugaard.
"Han har glædet tusindvis af mennesker med sin musik. Der findes vel nærmest ingen danskere, som ikke har hørt ham," siger Jacob Haugaard.
Øl og en båd, der gynger
Både Flemming Bamse Jørgensen og Jacob Haugaard har gennem årtier været en del af det aarhusianske musikliv. Og utallige gange har Haugaard glædet sig over at se og høre sin kollega i aktion.
"Når man havde fået et par øl og sang med på "I en lille båd der gynger," så blev livet jo ikke meget bedre. Han var en rigtig hyggespreder," siger Haugaard.
Også det musikalske håndværk var altid i top, når tonerne spredte sig fra Flemming Bamse Jørgensen.
Hændværker, kunstner, kæmpe
"Han var en håndværker og en kunstner, som både kunne spille bas og synge fire stemmer," siger Jacob Haugaard.
Entertaineren bruger gerne de store ord, når han skal beskrive musikerens død.
"Det er på alle måder en kæmpe, der er faldet," siger han.