Portræt: Vennernes Bamse

I oktober 2009 skrev Poul Blak dette portræt af Flemming Bamse Jørgensen, som døde nytårsnat af et hjertestop.

Artiklens øverste billede


I dag står der Flemming Bamse Jørgensen på dåbsattesten. Sådan har det ikke altid været. Men til sidst tog han konsekvensen af, at kælenavnet ikke ville slippe.

Men uanset, så siger han dog stadig: »Det er Flemming,« når han tager telefonen.

Lige nu har den 62-årige popstjerne ingen telefon ved hånden. Han står foran sit hjem på stranden ved Århus-bugten og ser over mod Mols. Ligesom han gør det i en af de nye sange, som hans publikum endnu har til gode.

35 år efter ”Vimmersvej” kan denne Jørgensen se tilbage på, at 3,5 millioner albums med hans navn er langet over disken. Og dertil halbal-koncerter i et finmasket tæppe ud over det ganske land.

År ud og år ind.

Denne Bamse er for længst blevet folkeeje.

Ved en lille bugt, der gynger

Bugtens vand slikker dovent og sydende strandens sand. Langs vandet kommer en skoleklasse i spredt fægtning. Vurderet på alderen må de gå i første klasse. En lille gruppe af de ca. syv/otte-årige piger nærmer sig. Da de er inden for hilsningsafstand, råber de på skift: »Hej Bamse« og sender ham beundrende blikke.

Den første af drengene, der når frem, rækker en lille knyttet næve lodret i vejret og råber: »Godt gået Bamse, jeg stemte på dig til All Stars-konkurrencen. Du er bare sej!«

Bamse hilser smilende tilbage og takker.

Populariteten har været Bamses tro følgesvend gennem hele voksenlivet. Men det nye er, at selv børnene nu ser en stjerne i ham. Det er sket efter at Bamses All Stars-kor i slutningen af maj i år vandt den store sangerdyst på TV2.

Sådan noget trækker også journalister til. Og da Berlingske Tidende for kort tid siden sendte Christian Nørr fik denne dirket nogle låger op ind til Bamse, som hidtil havde været lukket for alle andre end de allernærmeste. I interviewet fortalte Bamse således, at han nok er vokset op som søn af et velhavende grosserer-ægtepar på Ormslevvej i Viby, men at hans rigtige mor efter alt at dømme var prostitueret i Randers, og at han bare fire dage gammel blev indleveret på et børnehjem i Hadsten.

Nu siger han: »Det var jo ikke noget, jeg sådan havde overvejet at dele med alle og enhver, men nu begge mine forældre er døde, kunne jeg ikke rigtigt se nogen grund til at holde den del af min virkelighed hemmelig.«

Gi' mig en billet til et hit

I hænderne har Bamse et klenodie. Det er en guitar. Ikke hans første. For da han brød igennem til hitlisterne, havde han allerede i en årrække spillet i en række lokale grupper, så som Beatnicks, Les Marquis og Lee Perkings. Når lige netop denne Rickenbacker-bas alligevel betyder noget særligt, er det fordi, det var den, han spillede på, da han gik i studiet og lavede ”Vimmersvej”. Og igen, fire år senere, ”I en lille båd der gynger”. Vi skal have den guitar med på billedet.

Kan du ikke sætte dig dér på stenene med den?

Derefter taler vi om en hændelse forleden dag. Forleden, da jeg kørte med Flemming til landets berømteste pladestudie nord for Randers. Til en arbejdsdag, der skulle vise sig at blive på mere end femten timer.

Alene i verden

Pukstudierne (der er nemlig to) ligger for enden af en blind markvej.

Det er godt og vel ude på bøhlandet. Men det er altså indrettet som et hotel med helpension. Så for enhver, der af den ene eller anden grund gerne vil være borte fra verdens tummel, mens der indspilles cd, er lokaliteten ideel.

Det betyder, at stort et alt, hvad der gennem årene har kunnet gå, stå og kravle på den danske musikscene har været på besøg her. Og heller ikke udlandet har holdt sig tilbage. Se her solister og grupper i gæstebogen: Elton John, George Michael, Gary Moore, Depeche Mode, The Kinks, Wet Wet Wet, Smokie, Suzi Quatro, Dr. Hook og… ja, lad os holde her.

Pukstudierne ejes af Peter Iversen. Om man vil have ham med under en produktion er op til den enkelte, der lejer sig ind.

Bamse har gerne, også denne gang, villet have Peter Iversen med som tekniker.

Men som den nye plades producer har Bamse til gengæld valgt at satse.

»Den cd, vi arbejder på nu, er ikke en Bamses Venner-produktion. Det er ganske vist nøjagtig de samme musikalske legekammerater, men undervejs er jeg jo flere gange trådt frem med en soloplade - også sådan nu. Det sker, når jeg får lyst til at afprøve ting og sager, der ikke normalt vil falde ind under, hvad vi laver i Bamses Venner.«

Bamse: Vær min gæst

Så denne gang er der i højere grad tale om vennernes Bamse.

De nye numre er nemlig skrevet af navne som Kim Larsen, Michael Falch, Poul Krebs, Lars Lilholt, Anne Linnet, Laura Mo, Nis P. Jørgensen og Nicolai - fra Nicolai og Piloterne.

»Men vil du virkelig satse på nye, og måske anderledes, sange, så må du også satse på lydbilledet - og altså produktionen. Derfor lægger vi denne gang fra land med Chief One ved roret.«

Træk'en ind, Chief One

Og hvem er så Chief One? Nogle vil synes, at det da er det dummeste spørgsmål, de har hørt længe. Andre, at det som spørgsmål betragtet er aldeles relevant.

Så altså: Chief One er et kunstnernavn, der i de senere år har stået bag en lang række pladeproduktioner med vore kendteste hitlistebetvingere. Men det var helt tilbage i 1986, som stifteren af rapgruppen Rockers By Choice, at Chief One blev kendt - også uden for landets grænser.

Hans borgerlige navn er Lars Pedersen, og er han ikke ligefrem fra et hjem med klaver, så er han i alt fald fra et hjem med trommer. For Lars' i dag stadigt ivrigt trommende far, Jan Pedersen, har spillet med snart sagt hvem som helst, først dog med The Clifters - dannet i 1959 med Johnny Reimar i front - og siden The Scarlets - med Lecia og Lucienne i forgrunden (1963/64).

At sidde i det største Puk-studie er da også som at sidde i en tidsmaskine. Helt centralt i rummet er den kæmpestore mixerpult, der med tilhørende båndmaskiner i sin tid kostede flere håndfulde millioner kroner, og som var den teknik som kunstnere kom rejsende langvejs fra for at prøve kræfter med. Men siden er der så sket det, at computerverdenen også her har taget helt over. Næsten!

For Peter Iversen fortæller og demonstrerer, hvordan lyden stadig kører igennem det store bord før den rammer computeren:

»Der er mange ting og sager, som vi lydeligt kan trylle med på bordet her, som er de digitale muligheder overlegne. Så vi har ingen planer om at smide pulten ud.«

Nå, vi må hellere søge mod de tilstødende lokaler og få noget morgenmad. Dagen er endnu ung.

Siddende sådan omkring bordet med kaffe og rundstykker er tonen som vel i de fleste kantiner. Efter flere dages arbejde er holdet allerede godt rystet sammen. Forskellige sjæle, men bundet i en fælles stræben for at gøre det så godt som muligt. Hver især og sammen. Lidt godmodig drilleri og harmløs sladder er en del af smørelsen.

Kongens Have

Der er mange konger her. Peter Iversen, chef for lokaliteten. Chief One, chef for produktionen. Bamse, chef for bandet - og for bassen. Frank Thøgersen chef for trommerne. Anders Lampe, chef for guitaren. Og Peder Bødker, chef for alle mulige tangentinstrumenter. Hver for sig virtuose folk. Målet er en kollektiv virtuositet, som gerne skulle række lidt længere end på den forrige plade. Og pladen før den. Osv.

Og sådan er det, fordi det team, som ikke orker at række efter det sublime, bliver skilt fra i konkurrencen. Og så er det ellers ligegyldigt om man spiller, klassisk, jazz, rock eller pop. Eller man laver vindmøller, færger, cement eller cykler.

Lige bestemt i pladebranchen kan man måske i dag komme hurtigt frem og på toppen af listen på en tilpas blanding af komplet talentløshed og en høj grad af yngre kvindelig afklædthed. Men du kan ikke blive fremme på den blanding.

Med mindre, selvfølgelig, at du overlader den ganske pladeproduktion til folk, som kan deres kram, og som ringer efter dig, når pladen i øvrigt er færdig, og du kun lige skal komme forbi og synge den nye sang, som du i øvrigt intet har haft med at gøre, præcist på den måde, du får besked på. Og sådan er der jo en del unge damer, som lever lige nu. Og nogle af dem kalder sig oven i købet kunstnere.

Spil den forfra

Vi går tilbage til det store studie.

Bamse fortæller, hvordan en produktion som denne folder sig ud.

»De rare folk, som har villet bidrage, gør det ved at sende mig demoer, altså cd'er, på hvilket de selv har indsunget den nye sang, måske med en guitar eller klaver som akkompagnement. Så hører vi nummeret nogle gange og lægger det væk. Derefter tæller vi til fire, og så spiller vi det selv, indspiller og lytter, og spørger os selv og hinanden: Hvad kan vi gøre ved det?«

At få lov at være til stede under denne proces er som at være vidne til den ene undfangelse efter den anden. Der er et æg, forlægget, og mod dette æg sendes den ene halevimrende ide efter den anden. Nogle ideer får lov at trænge helt ind i ægget. Men ulig andre undfangelser, så kan man her senere fortryde og hive de ellers heldige haletuds-ideer ud igen.

Kunne man ikke...? Hvad nu hvis du...? Hvordan ville det lyde, hvis...? Skal vi sætte den op i tempo...? Eller ned...? Hvad med at lave den om til en blues....?

Det er her, og lige nøjagtigt HER, at det går op for én, hvorfor de glade 60'eres beat- og rockgrupper ofte gik i opløsning efter nogle få plader. Fordi der nemlig tilbage dengang ikke var en bandleder, én der bestemte. Dengang var der tre eller fire eller fem bandmedlemmer, som var ligeværdigt bestemmende. Hvilket altså bare ikke går, når man laver plader.

For enten bliver man så aldrig enige - eller man bliver aldrig færdige.

På vej på Muligvisvej

I vore dage er det for det meste sådan - som her - at bandet/gruppen har en leder, men at denne har indforskrevet en producer. Og så foregår det i øvrigt sådan, at produceren indhenter allehånde ideer undervejs, men at han bestemmer, hvilke ideer der bruges. I alt fald lige indtil den situation, hvor bandlederen sætter hælene i. Men det gør en klog bandleder bare ikke. For hvorfor betale en producer i dyre domme, for at få ny inspiration, hvis man, når det kommer til stykket, i øvrigt ikke har tillid til ham?

For denne udsendte medarbejder, der i en menneskealder har overværet plade-indspilninger i trængsel, er det lysende klart, at Chief One er en producer, som påden ene side er uhyre åben og lydhør, men på den anden forfølger sine egne drømme om, hvordan det skal lyde. Ind imellem til tæt ved smertegrænsen. Som når man begynder at rode og rage på lageret efter gamle udrangerede lydmaskiner af enhver art, som lige bestemt på det sted dér kan tilføje lige nøjagtig det afgørende pift.

Men man må lade den samme Chief One at hans lydbilleder er overordentlig spændende - ofte medrivende - og næsten hver gang fyldt helt ud til rammen.

Forunderlige melodier

Der er indtil flere numre på denne kommende plade, der gerne skulle ligge klar til jule-handelen, som allerede på denne dag lyder langt væk af landeplager. Det gælder f.eks. Kim Larsen-sangen. Og måske i endnu højere grad Michael Falchs bidrag, som i sin struktur er intet mindre end overrumplende. Falch har nemlig taget tilløb i det førnævnte interview, i hvilket Bamse uden filter fortæller om sit liv. Resultatet er blevet en i allerhøjeste grad selvbiografisk Bamse-sang. Og altså nok sunget af Bamse - men ikke skrevet af ham.

Og så ellers: Om igen. Og om igen. Og om igen. Og skal vi ikke lige tage den én gang til? Og kan vi ikke finde på noget andet til guitaren lige der i slutningen? Hvad med at lægge nogle klude over trommeskindet? Lad os prøve dit og lad os prøve dat.

Og så lytter vi det lige igennem. Igen! Til klokken er på den anden side af midnat.

Og nu er vi så på stranden her, hvor Bamse lige har ladet sig hylde af repræsentanter for de nye generationer.

Tak for sidst du glade spillemand, er I ved at være færdige oppe i Puk-studierne?

»Næ, men det hjælper. Jeg skal lige have indsunget et par af sangene om igen. Man vil jo gerne gøre sig umage, når nu de musikalske venner har vist én tillid.«

Endnu en purk når frem i strandkanten: »Hej Bamse, du er bare min helt!«

Bamse hilser igen.

Som han stå der, med den gamle, veltjente bas under armen, som altid mild, rund og positiv og nok en af de mest århusianske århusianere af os alle, har man lyst at tilføje:

»Du er også min helt, Flemming!«

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.