Hansi kritiserer danske radiokanaler
Schlagerstjernen kalder det en fejltagelse, at hans slags musik ikke bliver spillet ret meget i radioen.
Hansi Hinterseer er ankommet til Horsens og klar til i aften at optræde til en udsolgt koncert.
På et pressemøde på Hotel Opus gav han udtryk for, at det var dejligt at komme til et snedækket Danmark, og han fortalte, at han mærker, at det er ved at være jul.
56-årige Hansi Hinterseer konstaterede, at han aldrig er nervøs før en koncert, og at han faktisk har optrådt her før. Det var i 1990’erne. Dengang var det dog som en del af et show med flere forskellige kunstnere.
Platin og guld
Den østrigske sanger, der har en fortid som alpin skiløber, modtog under pressemødet en platinplade for sin plade ”The Danish Collection”, der har solgt flere end 40.000 stk.
Hans plade ”Ich Hab Dich Einfach Lieb” har solgt over 15.000 stk. Det fik han en guldplade for.
Han pegede på det dilemma, at hans musik sælger, selv om den ikke bliver spillet ret meget på de store radiokanaler i hjemlandet eller i Danmark.
”Det er en stor fejltagelse, at de ikke spiller denne slags musik,” mente han.
Sanger, ikke konge
Hansi Hinterseer er blevet kaldt kongen af schlagermusik. Den titel er han ikke specielt glad for.
”En konge er en konge. Jeg er sanger og elsker at optræde,” sagde solisten, som ikke ville sætte navne på solister eller bands, som han følte sig inspireret af. Men han kan lide bl.a. country.
”Min musik handler om at være glad og have det sjovt. Jeg voksede op i et hjem, hvor vi ikke havde ret meget at gøre godt med. Men vi havde det sjovt,” sagde han og forklarede, at hans tid som sportsmand har lært ham, at det handler om at arbejde for sagen.
”Det kan være hårdt. Nogle gange er det nemt. Jeg har prøvet at være oppe, og jeg har prøvet at være nede.”
Sokker og chokolade
Hans show i aften i Forum Horsens bliver et julepræget show. Det show, som han kommer til Danmark med næste år, bliver – ikke overraskende – anderledes.
”Aftenens show er det samme som det, jeg har givet i Tyskland,” sagde han.
Han regnede med, at der ville være publikummer i Forum Horsens, som smed sokker, chokolade og pullovere op til ham. Sådan er traditionen blevet.
”Det er dejligt. Det kan jeg godt lide,” kom det fra musikeren.
LÆS OGSÅ: Hansi ser det smukke i alt