Hvornår bosætter han sig i Jylland?
Elton John har lige optrådt på dansk festival. Nu vender han tilbage - til Herning.
Elton John burde overveje at købe et sted at bo i Danmark. Nok mest i Jylland, hvor han spillede senest og optræder næste gang.
Men han er jo i øvrigt en flittig gæst i landet, der tydeligvis godt kan lide den succesrige britiske solist.
Elton John optræder i MCH Multiarena Herning den 9. december.
I godt selskab
Det er et clue ved arrangementet, at Elton John i showets anden halvdel er i selskab med perkussionisten Ray Cooper.
I størstedelen af 1970'erne var Ray Cooper en del af Elton Johns musikalske selskab.
I sidste del af årtiet skabte de to et ’two-man show’. I 1979 gav Elton John og Ray Cooper to koncerter i Tivolis Koncertsal.
Excentrisk englænder
Koncertarrangør Live Nation skriver om Ray Cooper:
"Ray kan slå en lyd af stort set alt, og så er han bestemt ikke kedelig på en scene:
Som en trold springer den lille excentriske englænder rundt på sit 20 meter brede scenepodie, der lige knapt kan rumme alle de instrumenter, som han skaber sine lydflader på, inklusiv den 3 meter store gong-gong.
Udover dengang at være en fast del af Elton Johns band og med på hans mest berømte plader, har Cooper også arbejdet tæt sammen med Eric Clapton – Cooper er med på hans berømte ’Unplugged Session’ fra ’92 – og med Stones – fra ’It’s Only Rock’n’ Roll’ til Jagger og Wymans soloplader, med McCartney, Pink Floyd og med George Harrison."
Billetsalget til koncerten begynder på mandag 21. juni.