Popstjerne laver nyheder for unge
Han står i spidsen for eget band og producerer musik for Madonna og Justin Timberlake.
Pharrell Williams afslørede allerede under den internationale musikmesse Midem i jannuar, at han pønsede på noget nyt for børn.
Nu har han lanceret kidult.com.
Det er en nyhedstjeneste på engelsk for teenagere - teens.
Troværdig tjeneste
Han lægger i en pressemeddelelse vægt på, at kidult.com skal være en troværdig nyhedstjeneste, der taler direkte til børn.
Helt aktuelt er der interviews med unge stjerner som Justin Bieber, der hitter med "Baby". Der er også et portræt af en person med et såkaldt cool arbejde. Det er lige nu en kvinde, der arbejder med design af diamanter til stjerner.
Sex og bomber
Der er også en regulær nyhedsstrøm.
I skrivende stund er der nyheder om, at en halv snes teenagere er blevet sigtet for at have mobbet en 15-årig pige i en grad, så kun begik selvmord.
Der bliver også skrevet om bombeangrebet i Moskvas undergrundsbane og sexskandalen i den katolske kirke.
Pharrell Williams' holdning er, at unge godt vil læse nyheder og er interesseret i verden omkring dem. Det afgørende er, at unge føler et engagement.
Blogger om Obama
På nyhedssiden er der således unge fra Harlem og New Jersey, der blogger om f.eks. Barack Obamas sundhedsreform.
Pharrell Williams vil også medvirke til afviklingen af Kidult Youth Leadership Conference i juni i New York.
Her vil han være blandt gæstetalerne. Det samme gælder Mimi Valdes, der er medstifter af nyhedstjenesten.
Pharrell Williams er kendt herhjemme som frontfiguren i popgruppen N.E.R.D., der har optrådt i både Århus og København.
Amerikaneren har i en årrække produceret musik for store stjerner som Madonna og Justin Timberlake. Han blev for nylig udråbt til det forgangne årtis største producer.