Jacksons død mødt med skepsis i nattelivet

<p>Nyheden om Michael Jacksons død blev natten til fredag modtaget med vantro i det københavnske natteliv.</p>

Artiklens øverste billede
Michael Jackson (1958-2009). Foto: AP/Jeff Widener

- Er det virkelig sandt, siger 17-årige Maria Flindt fra Hellerup til Ritzaus udsendte cirka en time efter, at nyheden var blevet bekræftet af en talsmand for embedslægen i Los Angeles.

- Det er synd, at han ikke nåede at give de koncerter, han havde planlagt, siger hun. I Boltens Gård står hun sammen med kæresten Frederik Vendelbo fra Søborg. Nyheden har ændret parrets bytur.

Høre en plade og græde lidt

- Jeg fik min første Michael Jackson-plade, da jeg var syv år. Han har været en stor del af musikkulturen i mit liv og også mange af mine venners. Jeg kan mærke, at folk står og sørger rundt omkring, og når jeg kommer hjem, skal jeg høre en plade og græde lidt, sagde Frederik Vendelbo, som havde fået nyheden via en SMS-kæde.

Det indre København var fyldt af unge mennesker, hvoraf mange var ude for at fejre en overstået eksamen. En af dem er Timm Henriksen.

- Det er en katastrofe. Han var en stor kunstner, men der var også noget, der trak ned, siger Timm Henriksen, der er i byen med en gruppe venner.

"Jeg er lidt målløs"

Kirstine Rødkjær har svært ved at acceptere nyheden.

- Jeg ved ikke, om jeg vil tror på det, han var jo ikke ret gammel. Jeg er lidt målløs, siger hun.

På flere af byens barer bliver der spillet musik af det afdøde popikon.

- Der vil nok blive spillet rigtig meget Michael Jackson de næste dage, forudser Timm Henriksen.

Michael Jackson blev erklæret død torsdag klokken 14.26 lokal tid, 23.26 dansk tid.

Dødsbudskab på Vega

På spillestedet Vega på Vesterbro i København blev nyheden om Michael Jacksons død videregivet over discjockeyens mikrofon allerede få minutter efter, at Ritzau havde citeret den amerikanske hjemmeside TMZ's oplysninger om dødsfaldet.

Nyheden blev først modtaget med skepsis blandt de hundreder af unge, der var forsamlet i Vegas ugentlige hip hop-klub, Hip Hop Kontoret.

- Men så begyndte folk at tjekke deres twitters og internettet på deres mobiltelefoner, fortæller den 17-årige Jonathan Sampson, der havde lånt discjockeyens mikrofon, for at fortælle den triste nyhed.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen