10.000 »skruppelløse« fans forsøger at snyde sig ind til Ariana Grande-velgørenhedskoncert
Koncerten skal samle penge ind til ofre for angrebet i Manchester.
Det er en koncert, der skal samle penge ind til ofrene for det angreb, der dræbte 22 mennesker og sårede mindst 59 personer ved Manchester Arena den 22. maj.
En koncert, hvor kunstnere som Justin Bieber, Katty Perry, Coldplay støtter op om hovednavnet Ariana Grande, der vender tilbage til den britiske storby godt to uger efter tragedien.
Men det er også en koncert, der er så eftertragtet, at omkring 10.000 mennesker prøver at lukrere på en trist situation.
Arrangørerne har valgt at reservere billetter til de 14.200 tilskuere, der var til den oprindelige Ariana Grande-koncert den 22. maj.
Omkring 25.000 har imidlertid ansøgt om de gratis billetter til koncerten søndag aften.
Det betyder, at »der desværre er 10.000 skruppelløse ansøgere« ifølge en talsperson fra Ticketmaster, der formidler billetterne.
Ticketmaster vil nu arbejde hårdt for at sikre, at det er de rigtige fans, der får billetterne, og ikke »chanceryttere eller billethajer«.
Det skriver BBC og flere andre britiske medier.
Manchester Greater Police har samtidig erklæret, at man i samarbejde med arrangørerne vil undersøge, om man kan rejse en sag mod snyderne.
Flere billetudbydere har slået fast, at de slår hårdt ned på kunder, der forsøger at videresælge billetter til Ariana Grande-koncerten.
Koncerten ”One Love Manchester” vil finde sted på Old Traffords cricketbane, der har plads til 50.000 tilskuere.
De omkring 35.000 billetter, der var blevet sat til salg til arrangementet, blev solgt på omkring seks minutter.
Koncerten vil blive gæstet af kunsterne som Justin Bieber, Coldplay, Take That, Miley Cyrus, Pharrell Williams, Usher, Katy Perry og Niall Horan.
Ariana Grande afslørede nyheden om velgørenhedskoncerten fire dage efter angrebet. I en lang udtalelse, som hun lagde op på de sociale medier, skrev hun, at hun ville vende tilbage til den »utroligt modige by« for at tilbringe tid med sine fans.
Hun benyttede også lejligheden til at rose sine fans for at udvise stor kærlighed, styrke og medfølelse oven på angrebet.
»Vores svar på denne vold må være at rykke tættere sammen, at hjælpe hinanden, at elske mere, at synge højere og være mere venlige og gavmilde end nogensinde før,« skrev hun i udtalelsen.