Pludselig forsvandt Medinas ben under hende
Dagen efter Medinas kollaps i Tivoli oplyser hendes manager, at sangerinden har det fint, og at den kommende turné som udgangspunkt fortsætter som planlagt.
Et pludseligt ildebefindende var årsag til, at Medina midt i fremførelsen af hittet »Giv Slip« under sin koncert i Tivoli fredag aften kollapsede og besvimede midt på scenegulvet.
Det fortæller Medinas manager, Thomas Børresen, til Jyllands-Posten.
»Hun besvimede, og vi fik hende ud bag scenen for at få hende undersøgt. Der havde ikke været noget optræk til, at hun skulle have det dårligt, inden koncerten.«
Thomas Børrensen fortæller, at Medina efter besvimelsen blev taget med ud bag scenen for at blive undersøgt og hydreret. Her udtrykkede Medina et klart ønske om at genoptage koncert.
»Hun udtrykte et klart ønske om at vende tilbage for at færdiggøre koncerten for dem, der var mødt op. Og efter hun havde fået lidt at drikke, vurderede vi, at hun var okay og klar til at fortsætte koncerten,« siger Thomas Børresen.
Medinas manager kalder oplevelsen »ubehagelig«, men fortæller samtidig, at hun er ved godt mod i dag.
»Det var selvfølgelig ikke optimalt i går. Vi ville selvfølgelig gerne have ønsket, at koncerten var foregået anderledes, men hun har det fint i dag.«
En af de personer, der overværede og filmede Medinas kollaps fredag aften, er Brian Bekker Poulsen. Til Jyllands-Posten fortæller han, at der gik lang tid, før Medinas orkester forstod, hvad der foregik.
Se Medina besvime på scenen:
»Hun tager sig til ansigtet, og så ser jeg, at hun bare synker ned, og at benene forsvinder under hende. Trommeslageren kigger baglæns og ved ikke, hvad der sker. Jeg tror, der går 22 sekunder, før der kommer nogen ind,« siger Brian Bekker Poulsen og tilføjer, at de måtte vente et kvarter, før Medina vendte tilbage på scenen.
»Publikum tog det efterhånden roligt, fordi de fik den besked, at hun var okay og ville vende tilbage. Hun fik en fin modtagelse, og jeg synes, koncerten blev afsluttet pænt.«
Medinas koncert i Tivoli fredag aften var hendes anden af i alt 12 koncerter, der løber af stablen i sommeren. På trods af Medinas ildebefindende i Tivoli skal popsangerinden fans som udgangspunkt ikke bekymre sig for, at det får nogen konsekvenser for hendes 10 forestående koncerter.
»På nuværende tidspunkt får dette ikke nogen betydning for Medinas sommerprogram,« siger Thomas Børresen.