Sådan opleves magien af en popkoncert fra en teenagepiges perspektiv

Det er let for erfarne rockanmeldere – typisk iført Pink Floyd-t-shirts og med grå stænk på toppen – at give popstjerner som Ariana Grande en over nakken, når der skal uddeles stjerner til nye udgivelser.

Og så er det sådan set ligegyldigt om kunstneren hedder Jessie J, Miley Cyrus, Katy Perry eller Carly Rae Jepsen.

Disse kunstnere henvender sig primært til et ungt, kvindeligt teenagepublikum, og det er sjældent den form for kunstnerisk udfoldelse, der høster størst anerkendelse i musikland.

Men som avisen The Guardians musikanmelder Alexis Petridis skriver i en ny artikel, publiceret efter terrorangrebet i Manchester, giver store livekoncerter med popkunstnere som Ariana Grande sit unge teenagepublikum lige præcis den »selvstændiggørende, transcenderende oplevelse, som mange terrorister hader.«

Det var nemlig ikke før Alexis Petridis så en sådan "teenagepige-koncert" med sin 7-årige datter, at han gennem datterens entusiasme oplevede, at han helt forstod deres værdi.

(Se Ariana Grande synge live under Capitals Summertime Ball i 2016)

Han skriver i artiklen, at det ikke kun var fordi, datteren var overbegejstret over spektaklet og alt det, som han selv tog for givet i forbindelse med sådanne popshows: laserlys, pyroteknik, konfettikanoner, osv.

Og det var heller ikke blot måden, hvorpå hendes ikke-eksisterende kynisme fik ham til at genoverveje sine egne følelser overfor musikken, selvom netop dette også skete. (Når datteren tog generiske popbudskaber som »bare vær dig selv« og »hvis du drømmer, kan du gøre det« for gode varer, så begyndte faderen selv at tænke, at budskaberne måske ikke er det værste, man kan fodre sine børn med).

Glimtet af en anden verden

Nej, den helt store værdi ved sådanne popkoncerter er, ifølge anmelderen, at de giver de unge et glimt af en verden, der endnu er udenfor deres egen erfaring:

»(...) en mere voksen, eller i det mindste mere moden verden, end den hun kender. En verden, der en dag vil blive hendes egen. Og hvor var hun dog begejstret for at se den, og den fik hende, som hun selv formulerer det, til at føle sig voksen,« skriver han.

Den amerikanske musikanmelder Ann Powers har på lignende vis sat poetiske ord på, hvordan en koncert som Ariana Grandes kan opleves fra en ung teenagepiges perspektiv efter bomben sprang i Manchester. Hun skriver indfølt på sin Facebook-profil:

»En billet i en kuvert med glitterlim. Du putter for meget på af øjenskyggen, du har købt i supermarkedet samme dag. Tager en nederdel på, der er kortere end din skoleuniform. Du fortæller din mor, at »det er okay«, og at du vil mødes med hende lige efter koncerten. Løber mod de forreste rækker hånd i hånd med din bedste veninde, som om du slet ikke har en mor lige nu. Flirter med drengen, som sælger sodavand. Danser eksperimenterende. Kigger på kvinden på scenen og tænker, at du måske en dag vil være ligeså sexet og selvtillidsfuld som hende. Finder ud af, at du i lige præcis dette øjeblik er ligeså sexet og selvtillidsfuld som hende. Tilpasser din stemme til lyden, elsker lyden, falder ind i lyden. Det er sandhed. Unge piger, der elsker musik, uanset hvilken musik, er sandhed. Jeg tror på dem og intet kan udrydde deres sandhed.«