Povl Dissing og Benny Andersen aflyser koncert på grund af sygdom
Det populære musikalske makkerpar skulle have givet koncert i Musikhuset Aarhus.
Det folkekære musikalske makkerpar Povl Dissing og Benny Andersen skulle have optrådt i Musikhuset Aarhus på søndag den 7. maj.
Men koncerten er nu blevet aflyst. I en pressemeddelelse fra Musikhuset Aarhus hedder det:
»Povl Dissing og Benny Andersen udskyder Aarhus-koncert. Grundet sygdom bliver koncerten med Povl Dissing og Benny Andersen søndag d. 7. maj flyttet til søndag d. 19. november.«
Videre bliver det forklaret:
»I optakten til det, der skulle blive til Povl Dissings første flamenco-udgivelse, blev den danske sanger og musiker syg i Spanien. Dissing er desværre ikke kommet sig helt oven på sygdomsforløbet, så koncerten med Povl Dissing og Benny Andersen i Musikhuset Aarhus d. 7. maj er blevet flyttet og vil i stedet blive gennemført søndag d. 19. november.«
Allerede købte billetter kan benyttes til den kommende koncert.
Men man kan også få pengene retur, understreger musikhuset.
Benny Andersen er blevet 87 år, mens Povl Dissing er 79 år.
Før sin tur til Spanien gav Dissing en koncert på spillestedet Voxhall i Aarhus, hvor han sang numre fra en stor del af sin karriere og fortolkede sange af C.V. Jørgensen.