Fortsæt til indhold
Musik

Musikeren Nicolai Munch-Hansen er død, 39 år gammel

Den anerkendte bassist var gift med sangerinden Kira Skov. Han efterlader sig to børn.

Den danske musiker Nicolai Munch-Hansen er død, han blev 39 år. Han efterlader sig kone og to børn.

Musikeren afgik ved døden mandag den 20. februar, men hans død er først blevet meldt officielt ud fredag.

Nicolai Munch-Hansen var gift med sangerinden Kira Skov.

I en pressemeddelelse fra sangerindens management hedder det:

»Dødsårsagen er endnu ukendt, men skyldes formentlig en utilsigtet fatal kombination af euforiserende stoffer og alkohol.«

Kira Skov udtaler:

»Det er så ubegribeligt, at vores elskede Nicolai skulle gå bort under disse tragiske omstændigheder. Vi er lammet af sorg og afmagt, men omringet af vores nære familie og venner, som hjælper os igennem denne ulykkelige tid.«

På Nicolai Munch-Hansens Facebook-side skriver sangerinden i en engelsk tekst, som her er oversat:

»Jeg elskede Nicolai af hele mit hjerte, og sorgen er ubærlig. Jeg leder efter styrken til at komme over det her tragiske tab. Jeg er omgivet af venner og familie, som hjælper mig med at komme gennem det her. Jeg takker jer alle for kærligheden og støtten.«

Nicolai Munch-Hansen udgav for nylig albummet "Det flimrende lys over Brabrand sø" med tekster af digteren Peter Laugesen. Teksterne blev sunget af bl.a. Steen Jørgensen fra Sort Sol og Kira Skov. Blandt numrene er "Brev til Sonny boy".

"

Nicolai Munch-Hansen var primært bassist med et hjerte, som bankede for jazz, men han spillede også andre instrumenter. Han har udgivet flere album og medvirket på endnu flere plader inden for jazz, rock og pop.

Han er også blevet flittigt benyttet af en lang række forskellige danske musikere, bl.a. Tim Christensen, Dicte, Caroline Henderson, Jens Unmack, Nikolaj Nørlund og Kira Skov. Og sidste år var han blandt de musikere, som spillede under teaterkoncerten "American Spirit" på først Aarhus Teater og siden Aveny-T på Frederiksberg.

Kira Skov er den 3. marts aktuel med et nyt album, "In The Beginning".

Al presseaktivitet og alle koncerter er udskudt på ubestemt tid, oplyser hendes management.