Lukas Graham aflyser marts-koncert i Stockholm
Det danske popnavn har andre forpligtelser udenlands, forklarer arrangøren.
Lukas Graham aflyser en planlagt koncert i Stockholm på spillestedet Annexet med plads til 3.500 tilhørere.
Koncerten skulle være foregået i slutningen af marts.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra arrangøren, Live Nation i Sverige.
»Bandets Skandinaviensturné skulle være begyndt på Annexet i Stockholm den 29. marts, inden de tog videre til Oslo den 30. marts og Baltiska Hallen i Malmø den 31. marts.«
»På grund af andre forpligtelser udenlands tvinges Lukas Graham nu desværre til at flytte turnéstarten til Oslokoncerten den 30. marts. Dette betyder, at Stockholmkoncerten aflyses,« oplyses det.
Der bliver ikke informeret om, hvor mange billetter der var solgt til koncerten i Stockholm.
Til gengæld gør arrangøren opmærksom på, at der stadig er et »fåtal af billetter« til koncerten i Malmø.
Der er ifølge Google Maps godt 600 kilometer fra Annexet til Baltiske Hallen. Transporten er seks timer med tog og bil.
De, der har købt billet til Stockholm-koncerten, kan få billetten refunderet, hvor de har købt den.