Fortsæt til indhold
Musik

Turné med legendarisk album gæster igen Danmark

Et af de mest ikoniske albums nogensinde kan til sommer opleves live i Odense, når albummet Pet Sounds og manden bag, Brian Wilson, gæster ODEON.

Det over 50 år gamle album Pet Sounds af The Beach Boys kan til sommer opleves i Odense.

Koncerten finder sted den 29. juni, hvor manden bag albummet, Brian Wilson, og medstifteren af The Beach Boys Al Jardine optræder sammen med Blondie Chaplin, der både har sunget og spillet i The Beach Boys og i Rolling Stones. De skal sammen med et større band spille i Odenses nye musik-, teater- og konferencehus, ODEON.

Det skriver Live Nation i en pressemeddelelse.

Ved koncerten i Odeon spilles både en række af The Beach Boys' største hits, mens hele Pet Sounds-albummet spilles i sin fulde længde.

I 2016 fyldte albummet Pet Sounds 50 år. Det fejrede Brian Wilson og Al Jardine med at tage på en jubilæumsturné. Pga. adskillige udsolgte koncerter forlænges den oprindelige turné nu, og det er så i den omgang, at de aldrende musikere besøger Odense.

I forbindelse med den første turné besøgte Brian Wilson og co. også Værket i Randers, som hurtigt måtte melde udsolgt. Det var turnéens eneste koncert i Skandinavien.

Albummet Pet Sounds regnes af mange for at være blandt de bedste pladeudgivelser nogensinde. Rolling Stone Magazine har det som nummer to på sin liste over de 500 bedste pladeudgivelser nogensinde, og det engelske musikmagasin Mojo placerer det som nummer et.

Brian Wilson var 23 år gammel, da albummet udkom den 16. maj 1966. Allerede dengang blev pladen hurtigt betegnet som bemærkelsesværdig udgivelse, selvom den brød med The Beach Boys klassiske stil. Pladens bedst kendte numre er blandt andet God Only Knows, Wouldn't It Be Nice og Sloop John B.

Billetsalget starter den 17. februar.