Ingen musiker sælger som Drake
Den canadiske rapper var verdens største kommercielle succes i 2016.
Drake er musikbranchens stærkeste trækhest. I hvert fald målt på salgstallene for cd'er, plader, downloads og streaming on demand. Ingen musiker solgte mere end den canadiske rapper i 2016. Derfor modtager han årets IFPI-pris, som er musikselskabernes internationale hædersbevilling.
»Drakes fænomenale succes afspejler den globale appel, hans unikke lyd har,« skriver Frances Moore, direktør i IFPI, i en pressemeddelelse.
I den festlige anledning offentliggør IFPI (som står for International Federation of the Phonographic Industry) samtidig en top 10 over de bedst sælgende kunstnere sidste år.
Her indtager afdøde David Bowies Blackstar andenpladsen. Den tredje- og fjerdestørste økonomiske succes var hhv. Coldplay og Adele.
Efter nogle magre år ser musikindustrien nu ud til at være inde i et mindre opsving. I december annoncerede verdens største pladeselskab, Warner Music, det største overskud i otte år. Omsætningen fra diverse streamingtjenester i USA voksede samtidig med 57 pct. til 1,6 mia. dollars.
Drakes seneste album "Views" var det første nogensinde til at nå en mia. klik på Apples streamingtjeneste. Albummets anden single "One Dance" ramte et tilsvarende antal afspilninger på Spotify - det var også rekord.
En talsmand fra IFPI's engelske kontor fortæller Jyllands-Posten, at de ikke har mulighed for at oplyse om beløbenes størrelse for hver enkelt artist. Men en liste opgjort i magasinet Billboard i sidste måned viser, at den 30-årige rapper solgte 4,14 mio. albums i 2016 på tværs af alle platforme.
I skrivende stund koster "Views" 13,99 dollars på Itunes, svarende til ca. 97,50 danske kroner.
Det er fjerde gang, IFPI Global Recording Artist, krones. Tidligere vindere er Adele (2015), Taylor Swift (2014) og One Direction (2013).