»Har fucking lørdag aften set det fedeste fucking show, DMA, fra fucking Forum«
Har brugen af ordet "fuck" og varianter deraf taget overhånd? Ja, mener en mand fra Horsens, hvis læserbrev nu er blevet et viralt hit.
Til lørdagens "Danish Music Awards", der blev sendt direkte på TV 2, var humøret højt blandt både værter, prisvindere og andre gæster på scenen.
Til gengæld var sprogbruget overordentlig grimt, mener flere helt almindelige danskere, som enten så showet eller efterfølgende har set klip derfra.
»Du er fucking sød«. »Det er fucking optur«. »Fuck dem«, kunne man bl.a. høre fra aftenens værter, skuespilleren Rasmus Bjerg og sangeren Burhan G samt fra flere af de prisvindende danske musikere.
En af de personer, som tilsyneladende fik nok af fuck-variationer, er Bent Wedel fra Horsens, hvis læserbrev i Vejle Amts Folkeblad mandag har skabt stor jubel på Facebook og andre sociale medier.
»Har fucking lørdag aften set det fedeste fucking show, DMA, fra fucking Forum i for syge København, mand,« indleder Bent Wedel sit korte læserbrev under overskriften "DMA. Fucking show", der siden er blevet delt vidt og bredt og har fået ord som »mesterværk« med på vejen.
»Jeg er født i Danmark i 1954, og det er nok derfor, at oldingen ikke fatter en fucking skid,« afslutter Bent Wedel sit læserbrev.
Flere Facebook-brugere, der har set prisuddelingen, har siden erklæret sig enige med skribenten i, at der blev brugt for mange bandeord i Forum lørdag aften. Nogle er kede af, at "fuck" og "fucking" er blevet en så stor del af sproget, mens andre er triste over, at musikere og andre kreative kunstnere ikke formår at variere deres ordvalg en anelse.
»Hvis det virkelig er det sprog der tales i dag, så er vi fucking på skideren,« bemærker en Facebook-bruger.
Ifølge en opgørelse fra Berlingske blev der sagt "fuck" eller "fucking" hele 17 gange i løbet af DMA - sangerinden Medina, som fik en ærespris, stod for flere af dem. Selv om hun retfærdigvis også sagde undskyld for at bande.
Ordet "fuck" er i det hele taget meget populært i disse tider. Ifølge en undersøgelse fra 2014 fra Wright State University er det mest populære bandeord på det sociale medie Twitter.
Man behøver bare melde sig til et realityshow, det er ikke forbeholdt fine mennesker og kendte mennesker at komme i fjernsynet.
Undersøgelsen, som blev foretaget blandt over 51 mio. tweets på engelsk, afslørede, at 8 pct. af alle tweets indeholder et bandeord, og at ordet "fuck" indgik i over to millioner af de undersøgte ytringer - langt foran ord som "shit" og "bitch", som ellers også er populære i det uformelle skriftsprog.
Skulle man sidde og være bekymret for, om sproget skulle være på vej helt ned i rendestenen, kan man dog ånde nogenlunde lettet op. Flere sprogforskere har vurderet, at sproget blot ændrer sig, som det altid har gjort, og at bandeordene ikke er blevet flere - bare anderledes.
Samtidig er sproget blevet mindre formelt, fordi flere "almindelige" mennesker har fået adgang til medierne.
»Vi må bande i medierne i dag. I aviserne og i fjernsynet. Det måtte man ikke i gamle dage. Samtidig kan alle og enhver komme i fjernsynet. Man behøver bare melde sig til et reality-show, det er ikke forbeholdt fine mennesker og kendte mennesker at komme i fjernsynet. Samtidig er det blevet en norm i medieverdenen, at billederne og sproget skal være så autentisk som muligt,« sagde sprogforsker fra SDU Marianne Rathje til Information.
Hele Medinas fucking takketale, samt andre videoer fra DMA, kan findes på TV 2's hjemmeside.