Robbie Williams giver koncert i København
Den 42-årige britiske popstjerne annoncerer stor Europa-turné med Danmark som ét af stoppestederne.
Han har været der før. Nu er Robbie Williams tilbage.
Den 42-årige brite giver koncert til næste sommer i Parken i København.
Stadionturneen, som den ser ud nu, omfatter 29 show i 18 lande.
Første koncert foregår på Etihad Stadium, hvor fodboldklubben Manchester City spiller sine hjemmekampe i Premier League. Opvarmningsnavnet på turneen er synthpopduoen Erasure.
I fredags udgav Robbie Williams sit nye album, "The Heavy Entertainment Show", der fik 4 ud af 6 stjerner i Jyllands-Posten.
Modtagelsen af albummet i hjemlandet har været mildt sagt blandet. The Guardian og The Independent gav lp'en 2 ud af 5 stjerner, mens NME og Evening Standard gav samme skive 4 ud af 5.
Men sådan er det med Robbie Williams. Han har siden solokarrierens begyndelse for 20 år siden haft en stor fanskare, samtidig med at han har haft et følge af skeptikere.
Robbie Williams har spillet i Parken flere gange.
Han gav to koncerter i 2013. Det samme antal præsterede han i 2006, mens det blev til et show i 2003. Desuden har han optrådt i Parken som en del af Take That. Det var i 2011.
Koncerten næste år i Parken med plads til omtrent 50.000 tilhørere foregår mandag den 7. august. Forinden har han optrådt i Sverige og Norge. Sidste koncert på turneen er i Moskva.
Meget apropos hedder et af numrene på det nye album "Party Like A Russian".
Billetsalget til den danske koncert begynder på fredag den 11. november.
Robbie Williams' seneste koncert i Danmark var i 2015 på festivalen Tinderbox i Odense. Han har bl.a. også optrådt i Boxen i Herning og på Roskilde Festival samt i Horsens Ny Teater.