Lukas Graham aflyser i Australien, men melder sig klar til Danmark
Tirsdag aflyste udmattede Lukas Graham koncerter i Australien og Japan - onsdag offentliggjorde Graham-lejren en ny koncert i Herning i september.
»Lukas lider af ekstrem udmattelse og er ude af stand til at optræde.«
Sådan lød det tirsdag fra Frontier Touring som begrundelse for, at Lukas Graham måtte aflyse koncerter i Australien og Japan i denne uge.
Onsdag meddelte arrangøren YouSee imidlertid, at Lukas Graham allerede 10. september står klar til at give årets sidste danske koncert. Det foregår i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor forsanger, Lukas Forchhammer, resten af Lukas Graham samt gæster som Brandon Beal, Patrick Dorgan, Hedegaard, Stine Bramsen, Nabiha, Kesi og S!VAS står klar til at optræde under titlen Lukas Graham & Friends.
Billetterne kommer ikke i salg. Koncerten er primært for YouSee's kunder, men 1.500 af billetterne udloddes i en konkurrence på arrangørens hjemmeside.
»Vi ved, at især Lukas Graham er enormt populære. Faktisk er de en af de mest afspillede artister på vores egen musiktjeneste YouSee Musik og derfor vil vi gerne give endnu flere muligheden for at få en fantastisk musikoplevelse med sig,« fortæller MarCom-direktør for YouSee, Carsten Elmose.