Britisk rockband boykotter svensk festival efter sexovergreb
Voldtægt og andre typer seksuelle overgreb lagde en skygge over flere svenske festivaler i sidste uge og får nu bandet Mumford and Sons til at reagere.
En række sexovergreb på den svenske musikfestival Bråvallafestivalen i sidste uge får nu det britiske rockband Mumford and Sons til at nægte at spille på festivalen igen. Det oplyser BBC.
Svensk politi modtog fem anmeldelser af voldtægt og 12 anmeldelser af andre typer seksuelle overgreb under festivalen, der strækker sig over fire dage og afholdes nær Norrköping sydvest for Stockholm.
»Vi er rystede over at høre, hvad der skete på Bråvallafestivalen sidste weekend. Festivaler er en fejring af musik og mennesker, et sted, hvor man kan give slip og føle sig tryg. Vi er helt slået ud af de hæslige anmeldelser,« skriver bandet, der gæstede festivalen, på deres Facebook-side tirsdag.
De fire musikere Marcus Mumford, Ben Lovett, Winston Marshall og Ted Dwane, der sammen udgør Mumford and Sons, kalder antallet af overgrebene »uhyggeligt højt« og skriver desuden, at boykotten varer indtil, at svensk politi og arrangørerne bag festivalen forsikrer bandet om, at de »gør noget« for at forhindre lignende overgreb i fremtiden.
Og de mange overgreb får nu myndighederne til at reagere.
Sveriges statsminister Stefan Löfven oplyste tirsdag, at den svenske regering vil overveje at skærpe straffen for seksuelle overgreb.
»Vi vil se nærmere på de nuværende love for seksualforbrydelser. Derudover er det vigtigt, at politiet, anklagere og andre myndigheder bliver bedre til at efterforske disse forbrydelser,« siger Stefan Löfven til SVT.
Ifølge politiets foreløbige konklusion af overgrebene under festivalen i Norrköping er der tale om en række enkeltstående tilfælde begået af personer i forskellige aldre.
På årets Roskilde Festival, der løb af stablen i sidste uge samtidig med Bråvallafestivalen, var antallet af voldtægtsanmeldelser også på sit højeste niveau i mange år.
Politiet modtog fem anmeldelser om voldtægt under den otte dage lange musikfestival. Til sammenligning fik politiet én anmeldelse i 2015.
Ingen personer er endnu blevet anholdt i forbindelse med de fem anmeldelser.