Keep on rocking in the free world

»Hvis vi virkelig tænker på det, så kan vi måske stoppe regnen…!«

Citatet er oldgammelt, for det var Woodstock 1969, og det var Neil Young, der proklamerede det. Hvorefter han gik i gang med The Needle and the Damage Done, der er en sang om alle de af hans venner, der have stukket nålen i sig og var døde af det.

Den sang han også som en af de første denne aften på Roskilde Festival, hvor han lagde ud med et kort, men intenst akustisk sæt, afhandlet på instrumenter så skrammede, at man skulle tro, han selv haft dem med i håndbagagen.

Det virkede, og se så, regnen holdt faktisk op denne fredag aften. Bare fordi han ankom. Og jeg tillægger ikke Neil Young gudelige evner, heller ikke selv om han vil frelse planeten; det er ikke sikkert, han kan det, men at han kan lægge Orange Scene for sine fødder og være hovednavnet sådan en fredag aften i 2016, næsten 50 år efter Woodstock, det er ganske imponerende. Eller måske snarere gribende, for sådan var koncerten.

Han var manden denne aften. Og lad os så slet ikke tale om, at han faktisk er 70, for det lader han sig ganske enkelte ikke mærke med, så hvorfor skulle vi?

Diskret entrer han scenen fra venstre i sit klassiske outfit, jeans og skovmandsskjorte, og spiller ”After the Gold Rush” og ”Heart of Gold”; sidstnævnte skaber fællessang, hvorfor ikke, det er også tilladt for os, der ikke nåede Woodstock, men det bliver snart en strømførende Neil, der tager over i den stil, vi kender ham.

Sammen med bandet Promise of The Real, der føres an af Willie Nelsons to sønner, herunder Lukas Nelson på guitar, greb han Roskilde om hjertet, og der skal noget til. Han og bandet spillede lydefrit sammen, og hvor man med Bob Dylans band ofte sidder med en fornemmelse af, at de er lidt bange for ham, så virkede respekten gensidig.

Omtrent midt i koncerten fik han spurgt, hvordan vi havde det, og vi havde det godt, men det var egentlig ikke sådan en koncert, hvor den optrædende konstant beføler sit publikum. Neil Young var ikke kommet for at småsnakke med Roskildes mange campister. Dette var en stor kunstner, der havde noget at sige og fik det sagt i lange, intense og indædt koncentrerede guitarsoloer, der på én gang forstår at flyde ud og dog bevare stringensen, musikken.

”Powderfinger” har aldrig lydt bedre end den gjorde fredag aften, og da man gik hjem havde man både et ”Mansion on The Hill” og et ”Country Home” at gå hjem til, fyldt af Neils lyd og liv.

Han er en stor musiker. Og hvad gør man, hvis politikere prøver at nasse på ens kunst, prøver at hoppe med på vognen, fordi refrainet fænger?

Man tager den selv i besiddelse, musikken, og ingen, der hørte den vildt engagerede ”Rockin in the Free World”, der lukkede den officielle del af koncerten, havde noget at være i tvivl om; rock i den frie verden er, hvad det handler om. Det og lidt om kærlighed og Moder Jord, selvfølgelig, men først og fremmest rock i den frie verden.

Det varede tre timer, men måtte gerne have varet ved, så tak Neil for at have stoppet både småregnen og sludderen i Smatten – det var stort.