PJ Harvey lød endnu bedre end for fem år siden

Teltdugen var spændt til det yderste. Af unge mennesker, men også af modne festivalgængere med Fjällräve på ryggen. Det krigshistoriske tekstunivers på hovedværket med den atter aktuelle titel ”Let England Shake” (2011) udvidede PJ Harveys fanskaren betragteligt, og den aktuelle og mere nutidigt orienterede, men samtidig samfundsrevsende efterfølger ”The Hope Six Demolition project” har blot forstærket effekten.

PJ Harvey entrerede scenen med sort fjerdragt, sort nederdel og sort opsat hår, greb en saxofon og fik om muligt numrene til at lyde endnu bedre, end de gør i studieversionerne. Med dette sublime band i ryggen kunne det nu heller ikke gå helt galt. Det store band talte blandt andre den mangeårige sparringspartner John Parish og Mick Harvey, der i mange år var en del af Nick Cave And The Bad Seeds.

Hvornår har noget sidst lydt så godt på Roskilde Festival? Avisens udsendte erindrer det ikke. Forholdene var sublime, og der var da også noget for lydmændene at arbejde med. Denne nøje af afstemte blanding af smuk, klagende vokal, støjende guitarer, horn, strygere og sågar gardertrommer var i en liga for sig selv. Ja, PJ Harvey & Co. lød endnu bedre end i 2011, da holdet gav en femstjernet optræden på samme scene.

Denne gang gik PJ Harvey længere. I alle henseender. Hendes stemme lød mere sårbar i sarte passager, primalskriget var kraftigere på de rette tidspunkter, og de mange musikere gav ind imellem sig selv lov til larme igennem for et øjeblik senere at overlade scenen til hovedpersonen.

PJ Harvey holdt sig stort set til de to omtalte album. Kompromisløsheden klæder hende, selvom man som fan kunne tage sig i at stå og savne en mere karriereomspændende optræden med numre fra eksempelvis debutalbummet ”Dry” (1992).

Men endelig - efter en times koncert - fik vi en brutal version ”50 ft. Queenie” fra mesterværket ”Rid Of Me” (1993) og den anderledes slæbende ”Down By The River” fra det kommercielle gennembrud ”To Bring You My Love” (1995).

Sidstnævnte skabte så stort bifald, at den ellers så sky sangerinde blev til et stort smil.
Og så fik vi da lige et nummer mere fra dén plade at gå på.

Tak, PJ Harvey. Og tak, Roskilde Festival – for ikke at præsentere den fantastiske kunstner på Orange Scene, hvor hendes sammensatte udtryk umuligt var kommet til sin ret.

Først på aftenen optrådte Grimes - canadiske Claire Elise Boucher - med sin hektiske popmusik, der ledte tankerne hen på så forskellige kunstnere som Bananarama og Nine Inch Nails.

Bedst var hun med højdepunkterne fra hovedværket ”Visions” (2012) - på andre tidspunkter blev det for hektisk, grænsende til stressende. Værst var hendes forpustede speedtalk mellem numrene.

Man fik lyst til at klappe hende kærligt på skulderen og bede hende huske at trække vejret.

Australske Courtney Barnett har fået lidt af et gennembrud med sidste års ”Sometimes I Sit And Think And Sometimes I Just Sit”, som blandt andre den tidligere The Smiths-guitarist, Johnny Marr, har betegnet som et af sine aktuelle yndlingsalbum.

På Roskilde Festival kæmpede publikum om at slippe for regnen og få plads i teltet, og den tilbagelænede rockmusik, der kaldte på både Oasis og The Lemonheads, fungerede også udemærket, selvom numrene havde en kedelig tendens til at falde i med hinanden.