Fortsæt til indhold
Musik
Artiklen opdateres

Sangeren Prince er død - 57 år gammel

Den verdenskendte popsanger gennem flere årtier, Prince, er død.

Det amerikanske popidol Prince blev torsdag morgen fundet død i sit hjem Paisley Park i Minnesota.

Dødsfaldet er torsdag aften bekræftet af sangerens manager.

»Det er med dyb sorg, at jeg bekræfter, at den legendariske, ikoniske kunstner, Prince Rogers Nelson, er død i sit hjem i Paisley Park denne morgen i en alder af 57 år,« udtaler hans manager, Yvette Noel-Schure, ifølge magasinet Variety.

Politiet fandt kort forinden en død person på Princes ejendom, men har endnu ikke bekræftet, at det var sangerens lig, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er heller ikke bekræftet, hvad der har været skyld i den tidlige død. Men i sidste uge kunne man i det amerikanske magasin People læse, at musikidolets privatfly måtte nødlande i fredags. Angiveligt fordi Prince fik et ildebefindende og måtte hasteindlægges på det nærmeste hospital.

Sangerens repræsentant sagde til People, at det skyldtes en alvorlig omgang influenza, som havde plaget Prince i flere uger.

Dagens efter var Prince dog på scenen til en stor koncert, hvor han forsikrede sine fans om, at helbredet havde det fint, skriver det amerikanske medie TMZ.

Prince, hvis borgerlige navn er Prince Rogers Nelson, blev betragtet som en af sin generations største musikkunstnere. Blandt andet har han vundet syv Grammy Awards, en Gloden Globe og en Academy Award. Og tilbage i 2004 blev han indsat i Rock and Roll hall of Fame.

Princes formentlig mest kendte nummer er Purple Rain. Hør det her:

Popkunstneren spillede senest i Danmark, da han var på programmet til Smukfest i Skanderborg tilbage i 2013. Samme år spillede han også på Femøren i København sammen med sit band 3rd Eyed Girl, som tæller tre kvindelige musikere.

Artiklens emner
Prince