Fortsæt til indhold
Musik

Lukas Grahams internationale albumdebut får lunken modtagelse

Anmelderne har allerede haft fingrene i 'Blue Album', der udkommer fredag. Og meningerne er delte.

Det går strygende for det danske band Lukas Graham, der i øjeblikket storhitter med singlen '7 Years' kloden rundt.

Landeplagen har ligget nummer 1 på singlehitlisterne i både Storbritannien, Australien, Canada, Irland, Sverige, Italien, Holland og Danmark, og er dermed det største danske hit nogensinde.

I USA har singlen i denne uge sneget sig op på andenpladsen på hitlisten Billboards Hot 100 kun overgået af Rihanna og Drakes massive hit 'Work'.

Og fredag rammer gruppens album 'Blue Album', der udkom herhjemme i juni sidste år, på det internationale marked. Albummet er opfølgeren til gruppens storsælgende debutalbum fra 2012.

Anmeldere fra store amerikanske medier som The New York Times, Boston Globe og News Day har gennemlyttet albummet, der deler vandene.

Mens The New York Times hovedsageligt roser albummet og bl.a. betegner forsangeren Lukas Graham Forchhammer som »en flink fyr«, »hårdt arbejdende« og »taknemmelig for at blive hørt«, er Boston Globe ude med riven.

»Bandet er blevet kategoriseret som soul, men det er kun sandt, hvis soul er defineret af de første Maroon 5-albums,« skriver Boston Globes anmelder, Ken Capobianco, jokende og fremhæver, at sangene mangler sjæl.

Den amerikanske avis, Newsday, er mere rosende:

»Lukas Graham, den danske sanger bag balladen '7 Years' er ikke endnu en super følsom europæisk singer-songwriter som Passanger eller Hozier. Han er langt mere swagger og har endda god humor,« skriver anmelderen Glenn Gamboa for Newsday.

Lukas Graham, der i øjeblikket er på turne i USA, har haft stor succes med optrædener i amerikanske talkshows og tv-programmer. Kendte talkshows som Conan, Late Night with Seth Meyers og senest Jimmy Kimmel Live har alle haft besøg af Lukas Graham Forchhammer og hans følgesvende.

Også bandets cover-versioner af Adeles 'Hello' og Justin Biebers 'Love Yourself' har vakt opmærksomhed.

Foruden forsanger Lukas Graham Forchhammer består bandet af Mark Falgren på trommer, Kasper Daugaard på keyboard og Magnus Larsson som bassist.