Fortsæt til indhold
Musik

»Hvis Radiohead sked i en elpære, ville bandet sikkert få 9 ud af 10 af anmelderne«

Den tidligere Oasis-guitarist, Noel Gallagher, langer atter ud efter kollegerne. Det går blandt andet ud over Radiohead.

Noel Gallagher er bedre i interviews, end han er i sine egne sange.

Det må selv inkarnerede fans af Oasis indrømme efter at have læst det aktuelle interview i Esquire:

»Jeg er klar over, at Radiohead aldrig har fået en dårlig anmeldelse. Hvis Thom Yorke sked i en elpære og brugte den som fløjte, som var den en tom flaske, så ville Radiohead sikkert få 9 ud af 10 i fucking Mojo,« siger Noel Gallagher.

»Teknisk set findes der bedre sangskrivere end mig. Det vil de sige på The Guardian. Men har andres sange nogensinde rørt en generation på samme måde? Radiohead? Hvornår lytter folk til dem? Når de går ud? Eller når de kommer hjem? Jeg kan ikke regne det ud,« fortsætter guitaristen.

»Mig og konen var på Coachella-festival for et par år siden, og Radiohead var hovednavn. Vi sagde, ok; okay, lad os give dem en chance mere. Lad os se dem. Det var en smuk solskinsaften. Vi gik gennem menneskemængden, da de gik på, og de spilllede noget post-teckno: "de-de de de". Vi var lidt fulde. Det var fantastisk. Og så begyndte han at synge. Nej, ikke noget for os. Vi er til fest.«