Tina tunede langsomt ind på sine sultne disciple
Foran 15.000 mennesker forsøgte Tina Dickow at åbne Aarhus Festuge ved at bygge bro mellem Island og Danmark. Det lykkedes langt hen ad vejen, selvom publikum var tabt ind imellem.
Det er ikke alle, der glæder sig over Aarhus Festuge.
”Forpulede festuge,” vrissede en taxachauffør med den ene arm ud af vinduet, da det gik op for ham, at Frederiks Allé - igen i år - var afspærret for at give plads til levende musik.
Inde på koncertpladsen var stemningen også trykket. I hvert fald i en af barerne, hvor en tidligt overrislet festugegænger gav tydeligt udtryk for ærgrelse over, at han ikke kunne betale med Dankort.
”Amatører,” lød det.
Bedre blev det, da bysbarnet Tina Dickow viste sig på scenen med tydelige instrukser til publikum om at være stille, når musikken var det, og lave ”en fucking fest”, når man kunne mærke, at det var der, det bar hen.
Javel, så.
Men introen druknede i larm fra baren, og først med ”Nobody’s Man” fik Tina Dickow ørenlyd.
Så skulle de første gæster prøve kræfter med byens trang til fællessang.
Den islandske trio Samaris luntede ind på scenen og spillede knitrenrende electronica. Smukt, men det faldt åbenbart ikke i publikums smag. Snakken bredte sig på pladsen, og man stillede sig i kø for at købe popcorn. Værtinden burde nok have varmet byen op med et hit eller to mere, inden hun gjorde plads til eksperimenter.
Tina Dickows ”Count to Ten” førte til forkølet fællessang, og hovedpersonen var ikke nær så løssluppen, som man har hørt hende på eksempelvis Smukfest i Skanderborg.
På ”Paper Thin” fandt guitarist Dennis Ahlgren endelig anledning til at støje, og herfra var Aarhus Festuge efterhånden i gang.
Ikke mindst med Kjartan Arngrim fra Folkeklubben, hvis krøllede sange blev leveret renere end noget andet i løbet af aftenen.
Og naturligvis kom Steffen Brandt forbi. I islandsk sweater endda.
”Vi fortsætter vores rejse i det nordlige,” meddelte han og spillede ”Randers Station.”
Det aarhusianske kor Vocal Line prøvede kræfter med Björks ”Hyperballad”, hvilket var ganske imponerende, men Tina Dickow og Steffen Brandts fælles indsats på ”Hele verden fra forstanden” trak ikke overraskende aftenens største bifald.
Værtinden kunne også helt alene. Det beviste hun i den akustiske finale ”Room With A View”.
Tina Dickow & Co. ønskede at bygge bro mellem Danmark og Island, og det lykkedes langt hen ad vejen. På scenen i hvert fald. Broen til publikum var dog noget vakkelvorn i præsentationen af de mest vidtgående eksperimenter.