Tæt på Robbie Williams – helt ind under kilten

Tinderbox smed søndag sit trumfkort med Robbie Williams som hovednavn, og timingen virkede på forhånd helt rigtig. Den rutinerede engelske pop-entertainer har for en stund droppet sine swing king-ambitioner og gemt tophat og bigband-flirt væk i garderoben. Da han optrådte i Herning i 2014 blev det til for meget harmløs familieunderholdning og letkøbt Sinatra-stiløvelse.

Men i Odense havde publikum nærmest fået udstedt en festgaranti via titlen på den aktuelle turné: ”Let Me Entertain You Tour”. Og koncerten blev en trodsig og hævntørstig hilsen til alle skeptikere, der afskriver den 41-årige Williams som et velnæret og uambitiøst fortids-fænomen på trillende nedtur fra toppen af poppen.

Fynsk gæstfrihed

Han refererede selv til kritikerne med overdreven paranoia, da han spurgte publikum, om der var nogen, der helst så, at han blev væk fra festivalen? Han fik et drønende ”nej” til svar, og han bemærkede så poetisk, at modstanderne også bare kunne gøre følgende: ”fuck off”.

Så kender vi festaben Williams igen, og han er ikke for fin til platte tricks og gimmicks. Han skiftede til kilt undervejs, og løftede straks op i den og viste sine underbukser, og han henviste til sin storhedstid som ”dengang i 90’erne, da jeg var tynd og berømt”.

Men formen fejlede ikke noget – hverken fysisk eller musikalsk – og entertainer-instinktet lynede i hypnose-øjnene på sangeren, da han gav opvisning i gnistrende popklassikere med smækkende refræner og snerrende attitude: Bl.a. ”Feel” med det fornemme pop-flow og den syrlige og selvhadske kendis-nedtur i ”Come Undone”, der lånte ekstra fjer til en gevaldig musikalsk flyvetur fra U2’s ”I Still Haven’t Found What I’m Looking For”.

Robbie Williams blev dagens helt på Fyn, og hans kamp for pop-herredømmet på en regnfuld aften var respektindgydende. Men uanset har han nok sin kommercielle glansperiode bag sig.

Refræn-knald

Sangerinden Ellie Goulding er omvendt i karrierens zenit, og hun satte fut i festival-fiestaen med kæmpehittet ”Burn”, der er karakteristisk for hendes miks af svulstig pop og syntetisk klublyd. Tøse-fællessangen gjorde sommernatten ekstra lys, da Goulding samlede energierne fra Celine Dion og Bryan Adams i powerballaden ”Love Me like You Do”.

Den er i forvejen klappet bagi – og godt fremad – via den smålumre film ”Fifty Shades of Grey”, og live gik sangen så at sige hele vejen fra at lokke med nuttet trutmund til det store refræn-knald. Goulding var populær, men en del materiale er melodisk blegt, og musikken er hverken dybsindig eller voldsom ambitiøs.

Hårdkogt genreforvirring

Faith No More stak mere ud og var et fremmedelement blandt festivalens opbud af pop, rock og dj-navne. Amerikanerne tog for 30 år siden fat på at udfordre hårdrock og metal, og i dag gør musikerne det stadig. Gruppen var omgivet af blomster og klædt i hvidt, så de lignende nogle gutter, der var stukket af fra en anstalt, og der er skæv underholdningsværdi i bandets genreforvirring.

Super-røsten Mike Patton og co. fik bevist, at Faith No More fortsat er leveringsdygtig i hårdkogt rock med en ny sang som ”Superhero”, der endte i et svimlende klimaks. Det kniber mere med hjertelig originalitet i bandets undvigende univers, og den begrænsede koloni af ærkefans på pladsen illustrerede, at festivalens målgruppe-strategi her var skudt helt forbi.