Fortsæt til indhold
Musik

Nekrolog: En mand med en særlig strengeleg

Jørgen Ingmann gjorde som en innovativ guitarist i 1950' erne og 1960' erne en forskel. Med sejren i det Internationale Melodi Grand Prix med "Dansevise" i 1963 var han med til at skrive historie.

Jørgen Ingmann trak sig tilbage fra rampelyset og parkerede sit guitarspil for 30 år siden.

Sceneskræk og sygdom blev nævnt som afgørende årsager til hans exit fra den tilværelse, der havde fyldt det meste af livet siden teenageårene.

Det hørte formentlig også med, at hans kunstneriske og kommercielle gennemslagskraft var blevet svækket med årene. For selv om Jørgen Ingmann blev betragtet som en dygtig, stilskabende guitarist, forstod han hverken at følge med trends eller udfordre tidens toneklang.

En problemstilling var nok også, at der i sidste del af karrieren ikke for alvor var nogen, der sørgede for, at den lidt generte musikers evner, talent og erfaring for alvor blev udfordret og revitaliseret.

En særlig vise

Alligevel vil Jørgen Ingmann altid have en stor, stærk plads i fortællingen om dansk populærmusik.

Det skyldes selvfølgelig især, at han sammen med Grethe Ingmann i 1963 vandt det internationale Melodi Grand Prix med "Dansevise".

Det sympatiske par slog til med en god poetisk sang skrevet af Sejr Volmer-Sørensen og Otto Francker. Det var dog den helt unikke vokal og det elegante guitarspil, der gjorde nummeret til noget ganske særligt dengang, og det er fortsat et helt specielt nummer med kunstneriske kvaliteter, som rækker langt ud over melodikonkurrencen.

Ganske enkelt lyder "Dansevise" som en sang, hvor der står noget på spil, og så kan den klare sig uden alle de showeffekter, som i mange år har præget grand prix-arrangementet.

Da Jørgen og Grethe Ingmann deltog med "Dansevise", var de allerede etableret som par både privat og professionelt. De kunne som musikere finde sammen om en fælles kærlighed for jazz. Men de forstod i en snes år at agere med troværdighed og elegance inden for alle mulige genrer på grund af arbejdsomhed, talent, samarbejdsvilje og simpel nødvendighed. De levede jo af at være musikere og danne par på scenen, og sådan var rammerne frem til midten af 1970' erne, da de under stor mediebevågenhed gik fra hinanden.

At parret var noget særligt, blev understreget, da en forestilling "Et solstrejf i en vandpyt", der var et portræt af Ingmannparret, blev sat op for få år siden.

Guitar frem for violin

Jørgen Ingmann kom midt i 1940' erne ind i musikbranchen.

Egentlig havde han drømt om at spille violin. Men han endte med at foretrække den mere moderne guitar, og han kom som teenager med i berømte Svend Asmussens meget populære gruppe.

I 1950'erne begyndte Jørgen Ingmann at udvikle sit guitarspil ved hjælp af trickindspilninger på en båndoptager.

Med assistance fra altid foretagsomme Bent Fabricius-Bjerre, der ved siden af sin musikkarriere drev et pladeselskab, blev flere af Jørgen Ingmanns ambitioner udgivet med en version af "Apache" som det helt store lykketræf.

Nummeret blev et internationalt hit, der stadig får andre guitarister og musikinteresserede til at spidse ører.

Jørgen Ingmann trak sig endegyldigt tilbage som musiker for 30 år siden. Han ville være blevet 90 år i april.