Så fik Skanderborg rock

”Vi er Rival Sons. Fra Long Beach, Californien. Vi spiller rock’n’roll. Kender I rock’n’roll? Få hænderne i vejret,” kommanderede forsanger Jay Buchanan stakåndet, mens han vandrede hvileløst rundt på scenen med læderjakke, bare tæer, langstrakte halstatoveringer og svedigt hår dinglende ned foran øjnene.

Rival Sons spillede rendyrket rockmusik uden unødvendige dikkedarer. De ledte tankerne hen på The Doors, Deep Purple og Led Zeppelin, men lød også som Kings of Leon gjorde, inden det band forsøgte at blive det nye U2 og derfor skar kanterne af musikken for at passe ind på alverdens sportsarenaer.

Rival Sons forsøgte ikke at behage nogen i Skanderborg. Guitarist, Scott Holiday, var ikke bange for at kede publikum med lange, instrumentale forløb, og med sine nærmest akrobatiske behandling af stikkerne var trommeslager, Michael Miley, en oplevelse i sig selv.

Det var dog primært hovedpersonen Jay Buchanan, der trak læsset. Han råder over en fyldig rockrøst, og i Skanderborg virkede han svært troværdig i hver en strofe, hver en kommentar og hver en bevægelse. Intet virkede forceret. Selv hans hilsen til sønnnen hjemme i Long Beach landede sikkert i bøgeskoven, uden at det blev klæbrigt.

Balladerne kunne virke noget langtrukne hos Rival Sons, der absolut var bedst i tempofyldte rocknumre som ”Pressure and Time”.

Det var lige, hvad festivalen trængte til efter en dag med noget stillestående optrædener på Bøgescenerne.

Adgang til Jyllands-Postens store univers med anmeldelser af litteratur, film, musik, teater og billedkunst kræver normalt abonnement. Vi fejrer Smukfest14 ved at lade alle koncertanmeldelser være frit tilgængelige. Se Premiums store udvalg af kvalitetsjournalistik her og meld dig til i dag, hvis du ikke allerede er abonnent. Første måned er gratis, og der er ingen binding.