Onkel Danny's hyldest til Shu-Bi-Dua

Her kan du læse hele den uforkortede og glemte hyldest-tekst.

Artiklens øverste billede
Skal vi give dem en hånd.. NU mens de er her, skrev Dan Turéll for 30 år siden.

Ti år med Shu-bi-dua

- En festtale i (stor)familien

I

I min skoletid - der fandt sted nogenlunde samtidig med Shu-bi-dua's, og ikke mange kilometer fra dem - var der hver søndag eftermiddag en radioudsendelse der hed Giro 413.

Det er danskrock, og danskrock med - i stadig højere grad - tryk på dansk frem for rock.

Dan Turéll om Shu-Bi-Dua (1983)

Den er der stadig, det ved jeg nok, men den har ikke længere samme betydning. Dengang, i hine uskyldige tider da fjernsyn var forbeholdt de få og kun ganske enkelte rockplader endnu var kommet til landet, længe før colaer, computers, burgers, speedmarkere, synthesizers og tjald var blevet husholdningsbegreber, dengang var Giro 413 alt, i hvert fald i proletar- og småborger-hjem. Søndag efter søndag hørte alle voksne i omegnen Giro 413, og når man gik ned ad vejen kunne man følge med i sangene fra linie til linie som man passerede hus efter hus med åbentstående vinduer. Et højere forsyn - eller måske bare en kløgtigt kalkulerende programredaktør - havde endda placeret udsendelsen, så den kunne høres på vej til lokalbiografens søndags-eftermiddagsforestilling klokken fire - ugens højdepunkt for det der lige netop dengang begyndte at hedde 'en teenager' i stedet for bare 'knægten'.

min gamle skole i Vangede - med at parodiere disse sange. Ligesom man et par år før havde kunnet få kammeraterne til at fnise under morgensangen ved at synge 'I al sin glans nu stråler Solen' som 'Med glans og svans nu skråler skolen' (hvad der i øvrigt ofte var mere bogstavelig korrekt og realistisk), overgik vi nu hinanden i Giro 413-vittigheder. Den poetiske ballade om de 'Hvide syrener / der blomstrer i natten' blev til 'Skide sirener / der hyler mod katten', den noksom bekendte Hvide Måge fik navnet Karl-Åge, og en vis Gammel Gartner fik en hvas Vammel Partner.

Det var næppe særlig morsomt for andre end Hasse, Ole, Lars, Michael og Dan i et hjørne af skolegården. Men for dem var det. Dengang. Og det var hele formålet.

Når man hører Shu-Bi-Dua i dag kan man ikke lade være med at tænke på, at det altså var dem der blev ved med det - dem, der raffinerede og professionaliserede det.

II

De års i særklasse mest udskældte danske sanger hed Gustav Winckler. Med passende mellemrum så man ham gjort til genstand for en massiv og grundig nedrakning fra såkaldt 'venstre-intellektuel' side. Han blev gjort til et symbol for den mest skamløse banalitet, den mest kommercielle løgnagtighed, den mest svinske verdensfjernhed.

Imens hørte man i al stilfærdighed, rundt omkring i de små hjem, sine Gustav Winckler-plader uden at ryste særlig meget på hånden af den grund.

Engang, en ti års tid efter jeg var gået ud af skolen, da jeg var blevet så nogenlunde voksen som man tør håbe at (nøjes med at) blive, fik jeg lejlighed til at møde Winckler personligt og tale Giro 413 og andet med ham. Vi kom endda, kort før hans død, så vidt som til at tale om et samarbejde: Den ungdomsoprørske hippieforfatter skulle skrive et par tekster til refrænsangeren, - hans barndoms mors idol.

- Det det handler om, det er at skabe ord i folkemunde! -

'Ord i folkemunde'! Det var en flot formulering. Og det er lige netop hvad Shu-Bi-Dua har skabt.

Også derfor er det sværere at sige noget fornuftigt om Shu-bi-dua end om næsten nogen anden dansk gruppe. De kan ikke kritiseres - højst ud fra den tåbelige (men naturligvis uhyrligt udbredte) kritiske holdning, der består i at bebrejde Rugsted/Kreutzfeldt at de ikke er C.V. Jørgensen, Sanne Salomonsen at hun ikke er Liva Weel, Gustav Winckler at han ikke var Bob Dylan. Shu-bi-dua har aldrig gjort andet end hvad de (stadig) gør, og de har heller aldrig gjort forsøg på at sælge det som noget andet end hvad det er: Fis og fun.

Til gengæld er det, i hvert fald for mig - og jeg tror for de fleste danskere - som at komme hjem at høre dem. Hjem til skolen og frikvartererne, til Giro 413 og eftermiddags-forestillingen, til konfirmationsfesten og sølvbrylluppet, til svensker-landskampene og Ping-Klubben, til kolonihave-håndbajeren og vittighederne mand og mand imellem på det lokale værtshus.

Det er danskrock, og danskrock med - i stadig højere grad - tryk på dansk frem for rock.

Og det er også som at komme tilbage til en humor, der også er en generations. Shu-bi-dua's og min årgang var den der voksede op med rock-musikken - også de begyndte, som alle os andre, med Elvis Presley og Chuck Berry, 'Be-Bop-A-Lula mig her og Tutti-Frutti mig der' - og med tegneseriernes verden, hvilket er endnu en grund til at tænke tilbage på skolegården. McArine, Humphrey Gocart, Nylon Brando og Marylin Molbo er i nær familie med den tids venner fra Anders And-bladet - som når f.eks. El Skurko bortførte professor B.A.G. Klog fra Andeby Museum i det fjerne land Langtbortistan. Det er ikke uden grund, man har kaldt dem 'Folkevise af i dag'.

III

Det sjove ved Shu-bi-dua i det såkaldte rockmiljø er, at de faktisk knap nok har været i det overhoved.

I Danmark har de fleste af de sangere og musikere, vi i dag er på hat med, tjent sig fremad i en lang række jobs. De har rullet sig i glasskår, tomat-ketchup og hamburger-rester ved Roskilde-festivalen, de har spillet 'på døren' i Huset eller tilsvarende steder i provinsen, de har taget sig selv alvorligt og profetisk under åben himmel i Thy.

Ikke Shubberne. De er simpelt hen noget andet.

Cliff var den bløde linie, den pæne dreng med den nystrøgne skjorte og de stive flipper, Mors drøm af en svigersøn, og stod man for dét blandt rødderne så var det bare dét, og man kunne sikkert få et job i det lokale Herremagasin.

Elvis var (personligt naturligvis ufortjent, dén pæne dreng! men sådan er livet) symbolet på det modsatte: Den frække, den pågående, den truende, den virile. Læderjakken.

'Korset og springkniven', som en missionsk roman engang hed. (Hos Shu-bi-dua ville den hedde 'Korsettet og Springfyren').

Ti år efter - knap nok - gentog historien sig. 'Stones eller Beatles?' Rå gadedrenge der udelukkende var ude på at kneppe din datter - 'du skulle bare sé hende kradse min ryg', citat Mick Jagger - eller solskin og - måske lidt mindre præcist defineret - kærlighed til alle?

Og på dansk hed den samme historie, langt op igennem 70'erne: 'Gasolin eller Shu-bi-dua?'

Indre By-tone eller omegns-tone? Christianshavn eller 'Det Grønne Område'? Slumstormer eller liguster-parcellist?

Naturligvis kan man forstørre den slags forskelle ud i det absurde. Naturligvis gør man det, og har man gjort det. Men de er der alligevel.

Og det véd Shubberne selv bedre end nogen. Som én af dem forleden sagde, à propos ungdomsoprør, hippier, tjald og hele den øvrige tyrkiske musik i dén generation som er vores: - Nej, vi var ikke med i noget ungdomsoprør. Det gik aldrig rigtig op for os. -

En anden tilføjede: - Vi var på Mallorca den uge.-

Onde tunger ville så sige, at disse forkælede fyre aldrig har haft noget at gøre oprør imod:

Det hele har ligget parat til dem. Skumlere ville spørge, om de ikke hele deres liv har boet på et Mallorca. Velnærede sønner af læger og arkitekter, født til villaer, bourgogne og Cadillacs. Trygge tilfredsere, der aldrig har manglet noget, og som selv - ved siden af Shu-bi-dua - er direktører, arkitekter, cand. merc.' er.

Livet som en ubekymret leg med ord og toner. Shu-Bi-Dua som - bogstavelig talt - de danske Beach Boys: Strandvejs-drengene.

Måske noget af sandheden. Men langtfra den hele.

IV

Shu-bi-duas styrke har - næsten fra første færd, men i stadig stigende grad - været, at de henvendte sig til hele familien, til og med bedstemor, sure Onkel Henry og efternøleren, 5-årige kusine Nete.

Vi tar igen den med Gasolin for at vise forskellen.

Gasolin havde, i sin tid som top-band, et stort publikum - men et temmelig uniformt publikum. Bedstemor, Onkel Henry og kusine Nete var sjældent med, når vi andre - nogle af os - skulle ud og høre Gasserne sætte strøm til hegnene.

Det var - naturligvis - hverken Bedstemors eller Gasolins fejl. Det var bare sådan det var.

Med Shu-bi-dua var det altså omvendt.

Som det for øvrigt - og for en ordens skyld - også siden er blevet for Kim Larsen, der nu er til hele familien.

Men Gasolin er væk, mens Shu-bi-dua på tiende sæson kører endnu en æresrunde, med en i dansk nutidsmusik enestående rytmesektion af ægte, ærlige danske håndklap i baggrunden - håndklap fra' folket', som nogle kalder det, eller 'publikum', som andre siger. Hele landet synger i dag et højst hørligt juhupige shu-bi-dua hl dén gruppe der gav sig selv navn efter disse ord, der - i al deres meningsfulde meningsløshed - kunne være selve poppens amen.

Shu-bi-dua har som ingen anden gruppe formået at institutionalisere sig.

De startede som noget så ærkedansk som 'de Glade Amatører', drengene der grinede sammen over en kold eller sval i fritiden, bare for sjov. Gasolin var Gasolin 24 timer i døgnet. Shu-bi-dua var Shu-bi-dua i højst tre-fire.

I ca. fem år holdt de den indstilling.

Så blev de for alvor professionelle - men først da.

Sund håndværksmæssig indstilling: Foden under eget bord. Enhver indehaver af et maskinværksted i Herlev ville kunne lære af deres praktiske sans.

Lidt ironisk, ikke sandt, at hippie-generationens drøm, drømmen om den kollektive, selv-ejede, uafhængige produktion der kører uden om de store etablerede virksomheder - dén drøm har (udover Gnags i Jylland) kun disse omegns-drenge kunnet indfri.

Om end uden store ord om drømme og visioner.

Faktisk uden store ord overhovedet.

Hvilket også karakteriserer dem privat. 'We make movies. Messages are for Western Union!' sagde en Hollywood-filmmogul engang. Shu-bi-dua har det på samme måde: Budskaber er noget Telegrafen arbejder med. De laver sange.

Og som de dybtstegte danskere de er, er de også underdrejede, bløde, høflige, en smule generte - og faktisk ægte og indgroet blufærdige.

Med stor konsekvens.

Ingen har nogen sinde - selvom enhver kan sige sig selv, det ikke har manglet på tilbud - set en artikel af typen 'Hjemme hos Shu-bi-dua - helt privat', hvor de - i lighed med vore skuespillere, hvis fornemste opgave netop dette ofte synes at være - fremvist deres smukke og særprægede antikviteter fra udflugten til det parisiske loppetorv eller med sikker hånd demonstrerer hvordan de foretrækker at tilberede deres farserede kalkuner i morkelsauce à la Richelieu.

Forlovelser, bryllupper og skilsmisser er med lige så sikker hånd holdt væk fra spalterne, ligesom de har undgået at annoncere for såvel Hof som Samarin. Heller ingen historier

om drugs, nervesammenbrud eller gruppesex.

Ingen trang til publicity: Det er arbejdet det drej er sig om.

Og det har disse professionelle amatører altså kunnet køre med en sådan sikkerhed, at der siden 1974 er kommet en årlig LP efterfulgt af en årlig turne - og så slut for den sæson.

Bortset fra, naturligvis, at der med samme regelmæssighed hvert år har været nyt om, at nu stod Shu-bi-dua foran sin opløsning. Rygterne kommer, siger de med godmodige grin, sædvanligvis 4-5 måneder efter at en ny LP er udkommet.

V

Udover ens egne mere eller mindre skæve private idé-associationer, er der en anden god grund til at begynde en artikel om Shu-bi-dua i en skolegård: Deres almindelighed, også – på ældre dansk - kaldet almenhed.

I en rock-branche der traditionelt foretrækker at producere og levere helte af forskellig art, har de foretrukket - bevidst og konsekvent - at være hverdags-mennesker, at være hvad man i rockens barndom kaldte the kid next door, naboens dreng. 'Faktisk er vi smadder-ordinære - simpelt hen', som en overskrift til et ugebladsinterview sagde.

Det var også lige dér, i det ordinære, de begyndte. Det var med de såkaldte 'undersættelser', forvrængede oversættelser af rock-klassikere, et indfald visse andre - ingen nævnt, ingen fornærmede - siden har kørt langt ned under gulvbrædderne i al trøstesløs uopfindsomhed.

Det var dén periode med f.eks. 'Kylling med soft-ice og pølser' - den danske version af den ulidelige Jesus-saucer Killing Me Softly with his Song. Man trak vejret lettere dengang. O. K., det var måske ikke en guldrandet All-Star Golden Classic vittighed med hundrede års uopslideligheds garanti, men den rensede luften, og den kom præcis samtidig med at der skete det i det danske hverdags-billede, at grillbarerne banede sig vej langs med gaderne.

Så det er naturligt nok, at da de blev færdige med undersættelserne og mere ambitiøse

 - absolut uden at skulle vise armkræfter eller råbe 'Se mig, Mor!' - var det den linie der blev fremherskende: Den helt eller halvt aktuelle, skæve kommentar til det der foregår lige nu, det der skete uden for hver eneste danskers vindue.

Shu-bi-dua' s ti LP'er er også social-historie: De ti års tendenser og moder er her. Helseracet: 'Form og Filur'. Charter-turismen: 'Costa Kalundborg'. 'Knudemanden': 'Knud', selvfølgelig. Bekendelses-litteraturen: 'Jeg - en gris'. Supermarkedet: 'Humbug' . 'Hvalen Hvalborg', 'Dallas', etc. etc.: Slå selv op.

revy/musical.

I gamle dage, dage endnu ældre end min skoletid, var - har man fortalt mig - en ny Osvald Helmuth-revy en begivenhed, og når revyen havde kørt en måned sang alle i byen med på 'Osvalds nye'.

I dag har revyen - med enkelte undtagelser - mistet dén funktion. Ingen husker et suk af Hornbæk-, Gilleleje- eller Rønne-Revyen fra sidste år. I dag er det Shu-bi-dua's lille årlige der for de fleste danskere er årets revy over stort og småt, nyt og gammelt, fedt og strengt, indfald og udfald og udflåd og blandede brokker og brikker og bric-a-brac.

Tag et eksempel fra Sangbogen:

En mønsterlæge der er oppe i årene

forklarer hvad man gør ved frikadeller på lårene

og Lady Di fortæller ærligt mens Charlie tænder

pejsen

om de 20 g hun tabte på bryllupsrejsen.

En bondemand i London som troede han var en

Thrige

og en bøjet mand i Næstved som aldrig mer blir lige

deler side med en pige som har tabt sin skjorte

nu kan hun købe sig en ny fordi hun gjor' det.

Så enkelt, så uoppustet. Men hvor mange af dagens revysnedkere kan så listigt indsmugle Ekstra Blads-lægen dr. Münster og de forhenværende finansfyrster Bonde & Bøje Nielsen - uden nogen anstrengelse, i et mundret sprog?

En anmelder skrev engang - og mente det næppe kærligt - at Shubberne var en bande 'gymnasiaster med svajersprog'.

Hvad var Poul Henningsen? Er Kim Larsen ikke uddannet som skolelærer?

Shu-bi-dua er kommet frem på et tidspunkt og har udfoldet sig i et tiår, der har været til desperation domineret af en evigt kværnende pseudo-seriøs debat om 'bevidsthed', om 'kønsroller', om 'samlivsproblematik' - et årti af rynken og rømmen. Folk har i timevis siddet med kaffekoppen foran flimmeren og fra Nørre Farimagsgade 'taget stilling' til myrderierne i Nicaragua.

Shu-bi-dua's erklærede mål er morskab.

Glæde.

I tider som disse er det så klart, de får at vide de repræsenterer anti-bevidsthed, forstået: lal.

Og det gør de også. Lal er vigtig, også som befrielsesvåben - og ikke kun i en skolegård.

Men der er mere i det, min dreng. Det er dét der er det allervigtigste.

Og dét vil jeg selvfølgelig - som vi festtalere oftest gør - helst slutte med.

VI

Det hedder - med et ofte misbrugt ord - kærlighed.

'Den kærlige danskhed' blev det kaldt, da Shu-bi-dua modtog pladebranchens pris i 1982. Prisuddeleren, Kurt Hviid-Mikkelsen, nævnte da Shubberne side om side med Benny Andersen og Halfdan Rasmussen.

Men der kunne nævnes mange andre. F. eks. PH, Jens August Schade, Storm Petersen, P. Sørensen Fugholm, gamle Johan Herman Wessel.

Når Shu-bi-dua er bedst, er de hele Den Danske Sangskat i et, ekkoer, halvglemte erindringer fra morgensangen, Grundtvig-biklange, Tivoligarde, spejdersang.

Eller som Claes Kastholm Hansen engang skrev: 'Frugten af et profitabelt samleje mellem Schades 'Sjov i Danmark' og Magasins julekatalog'.

Vi har talt om undersættelserne, vi har talt om de revyprægede sange. Tilbage bliver den sidste - og i mine øjne bedste - tredjedel af Shu-bi-dua's produktion: De sange, man kunne kalde de bløde.

Eller: De inderlige.

Eller: De kærlige.

'Hvalborg', 'Nappa og nylon', 'Basuner og engle', 'Danmark', 'Vuggevisen', 'Midsommer', 'Klodekundskab', 'Sorgenfri', 'Den himmelblå', 'Ronald og Leonid' - for at plukke en nævefuld på skud i blomsterbedet.

Her på kloden er vi mange

nogen er glade, nogen er bange

og som alle andre aber

har vi lavet fællesskaber.

Shu-bi-dua har aldrig udtalt sig om deres stilling til Fællesmarkedet. Men deres sange er mere danske end noget andet. Der er både Svante og Grundtvig i dem.

Der er en ting der hedder musikalitet, javel, og virtuoser har den i sygeligt omfang. Men der er også en tekstlig musikalitet, en sprogmusikalitet.

Tag nu de to linier i 'Brødrene Gebis' der kan synge

så mænd blir jaloux

og kvinder gelé.

Et skjult bogstavrim, som minder os om at vi siger sjalu og sjelé. Det er den samme målrettede mundrappe kunst, som Poul Henningsen kunne.

Eller lad os prøve bagfra. Hvis man i dag viste en teenager følgende vers:

Blondie og Busser

Gyldenspjæt med sjusser

Jane i trusser

Hun er en skat

Bar i figuren

Nå't for beskueren

Hvad med kulturen?

Kys mig godnat!

- så ville vedkommende teenager nok gætte på, den var en typisk Shu-bi-dua.

Shubberne er raffinerede og sophisticerede vers-teknikere.

O. K., ikke alt er lige godt, det er det aldrig her i verden, og sandsynligvis ikke engang i det hinsides. Næppe nogen gruppe har som Shu-bi-dua med omhu affyret alle tilgængelige og tænkelige rim på 'lort'. Visse vittigheder er på samme niveau som de mest primitive Århus-historier.

Men det er de halvgode, og enhver har lov til at være halvgod.

De bedste, og det er dem det gælder, er til gengæld blevet smukkere og større. Hvor det tidlige Shu-bi-dua kunne være lidt firkantet og stift i rock-spændetrøjen, der er på de senere LP'er i stedet kommet en naturlig afslappethed, et lige-ud-ad-landevejen poetisk hengivet dansk, som ellers kun Larsen kan det:

Der er ting i livet

man husker til man dør

Den første mand på Månen

Otto Leisners go' humør

men midt i hjernen

der ligger der en klat

med minderne om den første et-tag-fat

og skoven blev grøn i december

en mønt i en brønd og en sang

Do you remember

den allerførste gang?

Det er Giro 413 med mening, ynde og kærlighed. Det er dansk. Det er omegnens Olsen Bande: Shubberne.

VII

Ti år og ti LP'er. Shubberne er kommet ud af skolegården, de er blevet voksne og professionelle. De har fået

En plads i solen

en brud i kjolen

og børn i skolen

i Guds eget land

som det hed netop på deres hidtil seneste LP's sidste nummer.

De har også fået en klar identitet, og dén kan tynge enhver. Hvis de husker deres egne ord

Alle folk er klædt ud som ti bud

og én som bare Fanden.

Men jeg er bare mig selv. Sikket held

at jeg ikke er en anden -

kommer de videre endnu. Man har stadig en fornemmelse - især når man hører pladerne i rækkefølge - af at de står over for en ny begyndelse nu. Noget endnu bedre end det der var - og er - godt.

Slut på talen. Til lykke! Skal vi give dem en hånd?

Nu, mens de er her.

Og lad os så karakterisere og prise dem med et ældre vers af en tidligere national-skjald, der heller ikke var bleg for at spille på sit medfødte indbyggede sprog-orgel:

 

Danske af Tunge, af Æt og af Id!

Thi skal de nævnes i løbende Tid:

Fædrenes værdige Sønner!

Grundtvig - 1810.

(Teksten gengivet med tilladelse fra Chili Turéll)

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.