Fortsæt til indhold
Musik

Musikalsk landskamp for fuld damp

Finalen er i gang, og iblandt tilskuerne til showet er fans så store, at alt andet pludselig virker småt.

Danske fans i højt humør.

Sjældent har Malmø oplevet et kultursammenstød i en sådan mængde, som Malmø Arena lægger omgivelser til i aften. Mandlige ABBA-fans, engelske diskokonger i palliet-heldragter og tyske kvinder i folkedragter sværmer omkring hinanden, imens sange og høje udråb fylder luften.

Sjældent har man set en så stor gruppe af fans være så kreativt klædt ud.

Folk er klar, og de er ikke bange for at heppe på andre lande, hvis de ikke giver deres eget hjemlands bidrag en chance. Således ser man finner stå med dannebrog, tyskere heppe på Holland – nå ja, og koreanere med alle slags flag.

"Jeg har en Grand Prix-playliste”

En familie på 10 personer, med både svenskere, danskere og islændinge iblandt, står og vejer stemningen ude foran areanen. De har store flag med, men skal ikke med ind og overvære showet. De stemmer alle på Danmark på trods af de mange nationaliteter.

Tyske fans i højt humør.

”Vi har lige været på besøg hos min søn og hans kæreste her i Malmø, og så kunne vi ligeså godt tage forbi og se, hvad der skete her. Vi tager hjem og griller og ser finalen i TV. Den skal ses,” siger Gert Jensen.

”Vi kan ikke lide Norges sang, som nogle ellers siger, er Danmarks største konkurrent. Hollands er også okay, for det er en teknisk svær sang. Men den er alt for dyb til at kunne vinde,” forklarer Max Forselle.

Danmark: Emmelie de Forest - Only Teardrops

Selv er Max ikke en stor fan af Melodi Grand Prix, men han måtte se sig selv blive trukket med til arenaen af familien.

Faderen Gert derimod, det er noget helt andet.

En kæmpe fan

”Jeg er meget stor fan,” siger han og viser en playliste på sin iPhone.

På listen er både kendte og mere ukendte numre. Men Carola og Birthe Kjær fylder en god del.

”Jeg er kæmpe fan. Den bedste sang fra Melodi Grand Prix er efter min mening norske Bobby Sucks med ”let it swing”.

”De ligner jo hinanden alle sammen”

Overraskelserne lurer overalt, og man mærker konstant en forundring over, at der kan findes så store fans. Og så kreative, vel at mærke.

En brite delte flag ud til alle interesserede.

Aller forrest i mængden står Lichten Thailer med sin mand Teilmen og datteren Christine. Alle er iført tyske farver. Theilmen oven i købet en typisk tyrlerkjole med langt skørt.

”Kjolen købte vi egentlig til VM, da det blev afholdt i Tyskland i 2006. Se, nu er skørtet sort og gult, men inden under er skørtet fyldt med boldmotiver. Den får nyt skørt ved lejlighed,” forklarer hun og bliver suppleret af sin mand.

”Vi tager med til arrangementer, hvis det er et godt arrangement, og hvis vi holder af den by, det bliver afholdt i. Afstanden har selvfølgelig også en betydning. Vi havde aldrig været i Malmø, så derfor tog vi hertil. Og egentlig kan vi godt lide Danmarks sang, men vi bor i København for tiden. Så nu har vi ligesom været der. Derfor hepper vi på Holland, for vi vil gerne opleve Amsterdam. På det punkt er vi lidt egoistiske,” forklarer Teilmen.

Han mener dog også, at Hollands sang er god, fordi den skiller sig ud.

”Meget af det er jo nøjagtigt det samme. De har de samme sangskrivere og ser også ud til at have samme skræddere, stylister og frisører. De er ens hele bundtet bortset fra Danmark og Holland. Man burde lave en kritisk vinkel om copy-right inden for Eurovision Song Contest engang.”

Finalen er netop begyndt kl. 21. Og fordi 39 lande skal igennem med deres stemmer, forventes man først at have et resultat over midnat.

Følg finalen her på siden.