Fortsæt til indhold
Musik

Verdens forandringer afspejles i grand prix

Makeup-artist: ”Rusland var meget smilende, men de havde også så meget at skjule.”

På 18 år kan verden nå at ændre sig meget. Det kan være svært at følge med i, men når man rejser rundt med jævne mellemrum i det cirkus, som Eurovision Song Contest vel kan kaldes, så står oplevelserne noget klarere.

Susan Christensen er makeup-artist i Danmarks Radio og har været med siden 1992. Historierne fra årene hober sig op, og der er nok at tage fat i.

”Der er sket meget siden 1992. Sangerinderne fra Rusland og landene deromkring gik i meget korte kjoler. Sådan var det bare. Men det er blevet bedre nu, synes jeg. Værdierne har ændret sig. Antallet af medvirkende lande har også varieret. Da vi afholdt showet i 2001, var der kun 23 deltagende lande. Så var der pludselig 43 i 2011. Og nu er et par stykker faldet fra igen,” forklarer hun umiddelbart efter at have sendt Emmelie på scenen til den sidste generalprøve før finalen.

Et job med mange roller

Susan Christensen er den sidste, Emmelie de Forest ser, før hun går på scenen, og det giver hende noget af et ansvar på skuldrene. For det er som regel i sminken, at nerverne begynder at snige sig frem.

”Det er klart, at jeg får mange ting at vide, når de sidder der i stolene. Jeg har lidt en mor-rolle, fordi jeg kan forsøge at berolige dem. Emmelie har jo en hel nation på skuldrene, og hun ved, hvor mange, der regner med hende. Så hun er nervøs. Det ved jeg alt om.”

”Det er meget sjovt, fordi det jo egentlig burde have været lettere i år, nu hvor det er så tæt på. Men der er et meget stort hold med Emmelie i år, så der er mange om at have en mening. Og som skal have plads. Emmelie har holdninger til, hvordan hun vil se ud, men det har sangskriverne også. Hun ville ikke have noget imod at have opsat hår, men sangskriverne vil gerne have hende til at ligne en, der nærmest lige er kommet op af jorden.”

Normalt plejer man at have et make-up værelse, hvor alle skal sminkes, men i år har Susan blot taget et spejl med hjem, så de kan sidde alene i en krog.

”Svenskerne har sat det hele meget fint i år. Man kan drikke vand af hanen, få lidt kage og frisk frugt. Man kan mærke, at de gerne ville gøre det mere intimt, og det virker,” forklarer Susan Christensen.

Ingen udgang uden politi

Hun har prøvet lidt af hvert. Sidste år i Aserbajdsjan måtte de ikke gå uden for en dør uden en politieskorte.

”Det var utroligt fornemt over det hele. De havde brugt millioner på at få det til at se godt ud, vi havde alle sammen et hold af hjælpere. Også mig. Men uden for området kunne man jo godt se, at alt hang i laser og var ruiner,” forklarer hun.

”I Rusland smilede de hele tiden, men de havde jo også så meget at skjule. Til gengæld er de enormt dygtige til sceneshows.”

Susan Christensen har været Danmarks Radios makeup-artist siden 1992. Hun har sminket stort set i alle DR-programmer, heriblandt også op Nyhederne og på andre faste programmer.