Fortsæt til indhold
Musik

Rasmus Seebach fik prestigepris

Den populære sanger blev en af de store vindere til Danish Music Awards. Hiphoptrio blev også hyldet flere gange.

Rasmus Seebach har i de seneste par år stået som landets mest populære solist.

Hans to soloalbum har solgt langt ud over, hvad der burde være muligt i en tid, da cd’ens nedtur er voldsommere end nogensinde.

Hans første album, der blot bar hans navn, har siden 2009 solgt 220.000 stk. Efterfølgeren, ”Mer’ end kærlighed”, har nu rundet 200.000 stk.

Hvis man kigger på albummenes hitliste-historik, er der også grund til respekt. Debutpladen har ligget på hitlisten i over 160 uger, mens toer-pladen har været til stede i over et år.

Få stjerner

Mens det har været nemt for Seebach at sælge plader og koncertbilletter, har det været svært for ham at opnå den helt store anerkendelse blandt smagsdommerne. Hans plader og koncerter har typisk ikke fået mange stjerner.

Lørdag aften kunne han så give en slags svar på tiltale.

Rasmus Seebach modtog den prestigefyldte pris årets danske sangskriver, da der i Forum på Frederiksberg blev holdt Danish Music Awards. Bag arrangementet stod musikbrancheorganisationen Ifpi sammen med rettighedsorganisationen Koda og TV 2.

Langt de fleste nominerede og vindere var blevet udpeget af et særligt DMA-akademi, bestående af musikbranchefolk og udøvende producere og musikere.

Rasmus Seebach modtog sangskriverprisen i konkurrence med bl.a. Malk De Koijn og Lukas Graham samt Jacob Bellens fra rockgruppen I Got You On Tape.

Men han var ikke alene om at blive hyldet. Han skrev sin anden plade sammen med sin bror Nicolai Seebach og Lars Ankerstjerne, som også blev hyldet som årets sangskrivere.

Pris på hiphoptrio

Derudover fik Rasmus Seebach priserne som årets mandlige danske kunstner og for årets danske popudgivelse samt publikumsprisen.

Hiphoptrioen Malk De Koijn, der er langt mere populær hos anmelderne end Seebach, fik prisen for årets danske album, årets danske livenavn og årets danske urbanudgivelse.

Den eksperimenterende rockgruppe When Saints Go Machine blev – foran bl.a. Malk De Koijn – hædret som årets danske gruppe og årets producer for albummet ”Konkylie”, mens Lukas Graham ikke overraskende blev udråbt til årets nye danske navn.

En særlig hæderspris gik til Thomas Helmig, der ”i snart tre årtier har leveret soundtracket til generationer af danskeres liv,” som det bl.a. hed i begrundelsen.

Derudover var der priser til bl.a. Aura Dione, Spleen United, Christopher, Sebastian og Shaka Loveless.