Magisk arbejdssejr af Springsteen

Orange Scene, Roskilde:

Bruce Springsteen

lørdag

Ræk Springsteen en lillefinger, og han ender med at gribe alle opstrakte arme.

Jeg har set ældre rocklegender forsvinde med et trist spøgelses-suk lige lukt ned i Roskildes generationskløft, når musikken var ukendt for 90 procent af publikum - og når størstedelen af gæsterne oveni fandt udtrykket for aparte eller bedaget. Tag bare optrædener med Patti Smith, Sex Pistols og Bob Dylan. Anderledes med Bruce Springsteen.

Han har ikke gjort noget nævneværdigt for at tækkes et ungt og hipt publikum i de de seneste ca. 30 år. Men hans musik har en uimodståelig kraft og en så emotionel tyngde, at han især på en scene kan tryllebinde publikum på tværs af alder og genre-tilhørsforhold.

Følg flugtvejen

Springsteens sange finder vej til hjertet med en præcisions-sikkerhed som Amors pil, og det kræver ikke engang, at man på på forhånd kender klassikerne.

De purunge festival-grønskollinger på Roskilde, som aldersmæssigt kunne være den 62-årige sangers børnebørn, lod sig f.eks. tydeligvis gribe af den fantastiske ”Badlands”.

Som de fleste af Springsteens sange handler den om en romantisk og passioneret drøm om at bryde ud af alt som tynger og terroriserer: ”It ain't no sin to be glad you're alive/I wanna find one face that ain't looking through me/I wanna find one place/I wanna spit in the face of these badlands.”

Det ender ganske vist oftest med kuldslåede længsler kørt tør for brændstof i en skummel blindgyde – men så har man da prøvet: ”Don't waste your time waiting”.

Sangene levendegør et broget galleri af amerikanske skæbner, der skinner af mytologisk karisma, selv om de udefra set bliver både latterliggjort og jokket på.

Springsteens fartglade fjolser og ømskindede drømmere deler en eventyrlysten rastløshed, og de universelle grundfølelser fandt klangbund blandt de unge på den mudrede festplads. Og selvfølgelig blandt de mange veteran-fans, der genoplevede festivalfeberen på en endagsbillet.

Gåsehuds-bølger

Kerne-publikummet sørgede for, at der blev holdt live i ritualet med at skrive repertoire-ønsker på plakater, og Springsteen delte gavmildt ud af det gamle guld.

Først med rockband-visionen, ”No Surrender”, med den vittige satire: ”We learned more from a three-minute record than we ever learned in school.”

Den chili-stærke ”The River” sendte gåsehuds-bølger gennem publikum med fortællingen om den martrede fyr, der klamrer sig til en sprukken nostalgi, der er lige så udtørret som lykkelandet ved ungdommens flodløb. Et uafrysteligt øjeblik.

Ligesom den rørende hyldest til E Street Bandets saxofonist, Clarence Clemons, der blev mindet med en brat opbremsning midt i nummer, hvorefter stilheden dirrede tilsat en række stumme liveoptagelser på storskærmene af den afdøde musiker.

Historien bliver endnu mere fantastisk af, at Clemons plads i bandet nu er overtaget af nevøen, Jake, hvilket vidner om den særlige traditionsbevidsthed og kontinuitet, der trives i det spilleglade Springsteen-ensemble.

Maraton-koncert

I løbet af maraton-koncerten på tre timer greb bandet selvfølgelig også chancen for at lufte frisk materiale, og så er det jo heldigt, at det nye Springsteen-album, ”Wrecking Ball”, er glimrende.

Den folk-sanselige ”We Take Care of Our Own” skildrer falmet fædrelandskærlighed med farverig musikalitet, og både ”Wrecking Ball” og ”Death to My Hometown” pruster af kampberedte protest. I ”Jack of All Trades” konstaterer Springsteen, at verden altid vil plages af kynisme og grådighed, men han fejrer samtidig håbet og kærligheden som en mindst lige så stærk kraft.

”Rock’n’roll can never die”, synger en af Springsteens ærke-amerikanske kolleger, Neil Young, som stod på samme scene i 2008 og gav en lektion i vital veteran-kvalitetsrock uden rust-knasen. Det samme gjorde Springsteen lørdag, hvor han hverken var ung med de unge eller ung blandt de gamle. Han var bare tro mod sig selv og publikum.

Værdighed og integritet går aldrig af mode.

Se fotoserie fra koncerten