Kim Larsen genudgiver forbudt EP
En mangeårig strid er omsider blevet løst mellem Kim Larsen, forlaget Gyldendal og forfatteren Frank Jægers efterladte.
Den 25. juni udkommer Kim Larsens ep "5 Eiffel," der bl.a. indeholder to fortolkninger af Frank Jægers digte. Derfor har Jægers arvinger og forlaget Gyldendal blokeret for udgivelsen i en årrække, skriver Gaffa.dk.
Nu er parterne dog nået til enighed, og pladen udgives nu for første gang på cd.
Pladen har efterhånden fået legendestatus, fordi den har været meget svær at få fat i, siden den blev udgivet i 1982.
Tæt på det oprindelige Gasolin'
Musikerne på pladen er meget tæt på det oprindelige Gasolin'. Det er nemlig Franz Beckerlee på guitar og saxofon, Bjørn Uglebjerg på trommer og Wili Jønsson på bas foruden Thomas Grue på guitar og Klaus Agerschou på klaver.
I den nye cd-version er lyden på den gamle EP blevet frisket op med en remastering.
Og folkene bag den nye og forbedrede lyd på cd'en, er efterhånden vant til at give Kim Larsens musik et friskt pust. De står ifølge Ritzau også bag hele den aktuelle remasteringserie af Kim Larsens udgivelser.
Kim Larsen har i årenes løb været en del af en række forskellige bands. Musikerens band-familie tæller Gasolin, Bellami, Bell Star og Kjukken.
Som soloartist har Kim Larsen solgt mere end tre millioner plader.
Titlen "5 Eiffel" henviser til det gamle cigaretmærke Eiffel, der blev solgt i pakker a fem styk.