Derfor ser Google sådan ud i dag
Google fejrer musiker ved at give mulighed for at spille på instrument på siden.
Robert Moog var en pioner inden for elektronisk musik og bedst kendt for at have opfundet Moog-synthesizeren - en form for keyboard.
En opfindelse, der blev så udbredt, at Moog-synthesizeren i dag er blevet et begreb.
Han døde i 2005 og ville have været fyldt 78 år i dag, og derfor hylder Google ham ved at lade hans opfindelse pryde søgemaskinens forside på fødselsdagen.
Faktisk kan man kreere sin egen musik ved at klikke på instrumentets mange knapper.
Transformerede popmusik
Selvom elektroniske instrumenter allerede var opfundet, så transformerede Robert Moog alligevel popmusikken i 1960'erne ved at lave et instrument, der kunne bruges relativt nemt.
Dagens elektroniske musiktema på Google er det seneste i rækken af de såkaldte "Doodles", som bruges til at hylde betydningsfulde personer eller begivenheder.
Robert Moog døde 71 år gammel, efter at have fået konstateret en hjernesvulst fire måneder tidligere.