Vågn op, dette er Madonnas liv

Madonna:

MDNA

Interscope/Universal Music

Madonna:

The Complete studio albums (1983-2008)

Warner Music

Da Madonna senest udgav et album, var hun gift og lavede groovy dansemusik med stjerner som Justin Timberlake, Pharrell Williams og Kanye West. Nu er hun skilt fra filminstruktøren Guy Ritchie, og der er blevet skruet op for tempo og attitude på et opus, der sagtens kunne kategoriseres som en skilsmisseplade:

”Girl Gone Wild”, ”Gang Bang”, ”Turn Up The Radio”, ”I'm Addicted”, "I Fucked Up", ”I Don't Give A …”, ”Love Spent” og ”I'm A Sinner” konstateres det på albummet, som hun har kreeret sammen med producere med en nørdet forstand på iørefaldende moderne dansemusik og effektiv elektronisk musik, f.eks. genren dubstep, der giver lyd fra sig på ”Gang Bang”. Derimod er de ikke interesserede i at stjæle en del af billedet - og historien. Madonna kan få al opmærksomheden, når hun ikke lige får lyst til at demonstrere girl power i selskab med et par yngre, stærke kvinder, Nicki Minaj og M.I.A., på ”Give Me All Your Luvin'”. I teksten inviterer Madonna indenfor til en chance for at imponere med ord, flirteri og sex. Én ting ligger dog fast: Hun vil ikke lære vedkommende at kende. Det skal være en flygtig oplevelse. For som hun synger: »Let's forget about time and dance our lives away«

Videre med livet

Der er også tale om et skilsmisse-album i den forstand, at Madonna flere steder henvender sig til og kommenterer sin eksmand og det liv, som var engang. Men hun er heller ikke bange for at kigge sig selv i spejlet: »Wake up, ex-wife, this is your life« Hun er i færd med at komme videre, og for musikeren Madonna lykkes det. Hun gentager på ingen måde sig selv med ”MDNA”, selv om hun undervejs elegant lægger små spor ud til tidligere album. Hun lyder heller ikke som nogen anden populær mainstreamkunstner på en plade med en høj, effektiv underholdningsværdi, som bør gøre Lady Gaga misundelig. Til sidst sænkes tempoet med bl.a. den flotte ballade ”Masterpiece”. ”MDNA” er ikke et mesterværk, men mindre kan gøre det, og der er med det nye opus al mulig grund til at tro, at den 53-årige Madonna har flere gode album i sig.

Hit på hit

”MDNA” er Madonnas første album på hendes nye pladeselskab. Det forhindrer ikke hendes tidligere pladeselskab i at udgive et bokssæt med studiepladerne fra 1983 til 2008, der er årsagen til, at Madonna fremstår som en af alle tiders mest succesrige popkunstnere. Hendes pladesalg er blevet estimeret til flere end 300 mio. stk. Boksen fortæller historien om en solist, der fra begyndelsen af karrieren formåede at levere hit på hit og albumsællerter. Pladerne minder også om, hvor dygtig Madonna har været til at adoptere trends. Denne evne udstilles med stor overbevisning på det meget elektroniske ”Ray Of Light”, der hittede 15 år efter Madonnas gennembrud med debutpladen, der blot bar hendes navn.

Danseambitioner

Madonna var ellers rejst fra Michigan til New York - efter sigende med blot 35 dollar på lommen - med en drøm om at blive danser. At hun ikke havde tilstrækkeligt talent til at flytte fødder og bevæge arme og hofter, er ikke nogen overraskelse for dem, der har set hende optræde. Hun har altid været mere fitness end fine fornemmelser på en scene. Hendes talent som sanger og popkunstner står bestemt heller ikke bøjet i neon på debutalbummet, der udkom i sommeren 1983. Madonnas vokal er hverken køn eller kraftfuld i en række produktioner, der vidner om en tid, da synthesizere, trommemaskiner og en millimeter-præcis digitaliseret lyd prægede produktionerne. Men man kommer ikke uden om, at bl.a. ”Burning Up” og ”Holiday” har en appel, der stadig giver mening i festlige øjeblikke.

Singlen betød meget

Debutalbummets mange singlehits betød, at Madonna kom ind i varmen for at blive endnu mere hot med albummene ”Like A Virgin”, ”True Blue” og ”Like A Prayer”. Det gælder for alle tre plader, at hitfaktoren er høj: Bl.a. ”Material Girl” og ”Like A Virgin” optræder på den første, ”Papa Don't Preach” og ”La Isla Bonita” findes på den anden, mens ”Like A Prayer” og ”Express Yourself” er blandt blikfangene på den tredje. Til gengæld er der på alle tre album huller i den kunstneriske oplevelse. Hvilket ikke er så underligt. Pladerne blev udgivet, da singlens betydning var enorm. Ikke nok med at der rent faktisk blev solgt singler dengang. Der var også musikkanaler som MTV, der kunne gøre en afgørende forskel for en sang og en kunstner. Endelig var det vigtigt at have en ny stærk single parat til de kommercielle radiokanaler, der altid efterspurgte stærke sange for at skærpe lyttertallet. Madonna var som skabt til det mediebillede. Hun udfordrede i tekster, fotos og levende billeder opfattelsen af, hvordan man skulle gebærde sig som kvinde, popstjerne og sexsymbol. Hun var aldrig bange for at vise hud eller skifte fra blond til sort hårpragt, og hun satte sig i scene som en popkunstner, der turde udfordre tabuer og den religiøse vanetænkning, som det skete i sangen/videoen ”Like A Prayer”.

Alting forandrede sig

Musikalsk er der et stykke vej fra ”Like A Virgin” til ”Like A Prayer”. Det er tydeligt, at Madonna med årene er blevet påvirket af f.eks. klassisk musik, rockopera, gospel og latinamerikanske rytmer. I sidste ende blev resultatet dog det samme, nemlig stor succes hos publikum. Men med albummet ”Erotica”, der udkom i 1992, forandrede alting sig. Madonna skruer på flere af sangene op for provokationerne ved at bevæge sig dybere ind i seksualitetens hemmelige kamre. Der kommer en modenhed - en voksenhed, om man vil - over musik, tekster og videoer, og på den måde mister hun noget af sin appel til masserne. Derfor er det ikke nogen overraskelse, at ”Erotica” står noteret for et mindre millionsalg end forgængerne.

Vigtige stop på vejen

I dag kan man betragte ”Erotica” og ”Bedtime Stories”, der udkom i 1994, som vigtige stop på vejen til større kunstneriske præstationer. Mens ”Erotica” bygger på provokationens energi hos en megastjerne, har ”Bedtime Stories” mere jordforbindelse. Albummet er lækker pop, triphop, rock og R&B og viser en sanger midt i 30'erne, som genopfinder sig som en stærkere sangerinde og en mere innovativ musiker/executive producer. Et af albummets bedste numre er den triphopprægede ”Bedtime Story”. Der findes en melankoli og en eftertænksomhed i det nummer, som i 1998 sættes fri på mesterværket ”Ray Of Light”. Der er i forhold til ”Bedtime Stories” skruet op for det elektroniske præg uden at skærme for det iørefaldende, og så står pladens coolfaktor på maksimum med numre som ”Frozen”, ”Ray Of Light”, ”Swim”, ”Nothing Really Matters” m.fl. To år efter ”Ray Of Light” udkom ”Music”, der ikke har forgængerens kunstneriske dybde. Men albummet, der med genrerne dance og electronica som arme jonglerer med country og folkrock, er en yderst vellykket fest.

Fra cowgirl til Che Guevara

På coveret til ”Music” solgte Madonna sig som en cowgirl. På det næste album, ”American Life”, trådte hun frem som en Che Guevara-agtig skikkelse, hvilket passede godt med, at hun stræbte efter at udstille den amerikanske livsstil, Hollywood, medløberne og sig selv. Sangen ”Hollywood” giver fortsat god mening med sin provopoesi og et miks af fuglefløjt, maskinel electronica og akustiske guitarer. Samme musikrecept benyttes andre steder, men det sker uden samme held, og man kan sagtens forklare albummets beherskede kommercielle succes med en mangel på gode sange. Til gengæld blev ”Confessions On A Dance Floor” en kæmpesællert. Fuldt fortjent. Albummet serverer Madonna meget ligetil. Hun har udskiftet talerstolen med et dansegulv, hvor hun bekender sig til Abba, disco, elektronisk eftertænksomhed, en smule verdensmusik og lidt guitarstøj til at understrege præmissen om, at hun blandt storbyerne kun elsker New York. Og man forstår hende godt. Det var jo i den amerikanske metropol, at karrieren tog fart.

Sammen med stjerner

På både ”Ray Of Light”, ”Music” og ”Confessions On A Dance Floor” arbejdede hun sammen med respekterede producere, der til gengæld ikke var kendt pensum for den store offentlighed. På ”Hard Candy” var det så, at hun foretrak at lave musik i selskab med hitmagere og stjerneskikkelser. Albummet fik dog en blandet modtagelse hos kritikerne, det blev ikke nogen sællert på samme niveau som ”Dance Floor”-pladen, og i betragtning af, at hun arbejdede sammen med amerikanske musikere, var det især en skuffelse, at ”Hard Candy” ikke kom til at stå stærkere i USA. Måske var problemet, at Madonna kom til at lyde for meget som de berømte samarbejdspartnere. Man havde jo været vant til, at netop Madonna formåede at være på forkant. I min optik er ”Hard Candy” dog fortsat en formfuldendt danseskive, der stadig skal placeres blandt Madonnas bedste album. Med ”MDNA” har amerikaneren så bevæget sig et helt andet sted hen. Endnu en gang er det sket på en spændende måde, og som hun selv konstaterer på albummet: »There's only one queen, and that's Madonna«