Nyt navn til Northside Festival

Det stilskabende britiske rockband The Stone Roses kommer til Northside Festival i Aarhus.

Artiklens øverste billede
Forsanger i Stone Roses, Ian Brown. Arkivfoto: AP

Arrangørerne af Northside Festival er klar med endnu et internationalt topnavn til næste års musikbegivenhed i Ådalen.

Britiske The Stone Roses, som netop er blevet gendannet under stor mediebevågenhed hjemme i England, besøger i juni næste år Northside Festival med hits som "One Love", "Fools Gold" og "Love Spreads".

The Stone Roses fik et stort gennembrud i 1989, da debutalbummet smed hitsingler som "She Bangs the Drums" og "I Wanna Be Adored" af sig.

Bedste britiske album

Bandet var toneangivende i Manchester-bølgen, og i 2006 udråbte musikbladet NME ”The Stones Roses” til det bedste britiske album nogensinde.

Bandets andet album lod vente på sig, og da ”The Second Coming” omsider landede i 1994, levede sangene ikke op til de enorme forventninger.

Efter medlemsflugt og en række mindre vellykkede koncerter lod The Stone Roses sig i 1996 opløse, hvorefter forsanger Ian Brown indledte en succesfuld solokarriere.

Det nye Beatles

Men The Stone Roses er stadig et populært navn. Ikke mindst i England, hvor bandet betragtes som musikalske efterkommere af The Beatles.

Bands som Blur og Oasis har ofte nævnt The Stone Roses som inspirationskilder, og da bandet i oktober samlede pressen og offentliggjorde to genforeningskoncerter i hjembyen Manchester, blev de 150.000 billetter revet væk på blot 14 minutter.

Næste års Northside Festival foregår i Ådalen i dagene 15. til 17. juni.

Kashmir og Justice

Festivalen har tidligere offentliggjort, at franske Justice optræder på næste års Northside.

På plakaten er også danske Kashmir, som besøger Ådalen med sangene fra nyklassikeren "The Good Life", og gennem den kommende tid vil en række øvrige danske og internationale navne blive offentliggjort.

Billetter til Northside Festival kan købes via billetlugen.dk.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen