Englen og guldgraverne

"Pigen" tegner til at blive en anden "Bohème", kun mere kraftfuld og rigere.

Sådan skrev Puccini optimistisk til sin forlægger Giulio Ricordi, da han i 1907 arbejdede på "La fanciulla del West" (Pigen fra Vesten).

Tænkte han med ordet rigere på guldet, som hans helte prøvede at finde i Californiens guldgravermiljø, eller måske endda på de penge, han mente at kunne tjene på sin nye opera? Trods en fantastisk modtagelse på New Yorks Metropolitan Opera i 1910 var det alligevel "La bohème" og med den "Tosca" og "Madama Butterfly", som forblev Puccinis største indtægtskilder.

"La fanciulla" blev ikke endnu en "La Bohème". Den mangler dertil den nære, poetiske og smertefulde kærlighed og død.

Men mere kraftfuld og rigere? Jo, vi er mange Puccini-fans, som opfatter hans farverige og klangflotte partitur til "Pigen" som hans måske allermest raffinerede musik. Var den nogensinde mere glødende end i beskrivelsen af røverbruden Minnie blandt ene mænd i guldgraverland?

ør læsere skulle falde fra her, vil jeg ile at bringe denne artikels budskab: Enhver, som har grædt en tåre til eller frydet sig over "La bohème", vil også kunne glæde sig til Den Jyske Operas store opsætning af "La fanciulla del West". Det bliver dog ikke lige så nødvendigt at huske lommetørlædet. "La fanciulla del West" har endog en lykkelig slutning.

En western før filmene

Det er en western-opera fra tiden før bølgen af western-film. De sidste har nok bidraget til, at "La fanciulla" ikke har holdt sig lige så kraftigt på det europæiske operamarked, som det i begyndelsen tegnede til. Men interessen synes igen at have vendt sig for Puccinis ellers halvglemte opera. Malmø følges nu af den sene danmarkspremiere i Århus, og i den kommende sæson følger den nye opera i Oslo. I USA har "Pigen" derimod beholdt en god del af sin popularitet.

Selve uropførelsen på Metropolitan Operaen 10. december 1910 betragtes endda som Puccinis største personlige triumf. Publikums begejstring var uden mislyde. Tæppet gik for 52 fremkaldelser. Det var også navnkundige sangere som italieneren Enrico Caruso og tjekken Emmy Destinn, som kom frem foran tæppet. De ikke så få europæiske kritikere, som var sejlet over Atlanten, skrev også begejstret hjem til Europa.

Chicago og Boston fulgte, og i maj 1911 fandt den første europæiske opsætning sted på Covent Garden i London. Først derpå nåede "Pigen" Puccinis og operaens hjemland dirigeret af Arturo Toscanini i Rom.

Et nyt operamiljø

Miljøet var totalt nyt for en opera. Barske, måske endda brutale mænd er drevet af begær efter at finde guld, men de lider også af hjemve. Derfor virker det lidt mere rimeligt, at at en sart pige, Minnie, som aldrig har kysset en mand, hvis jomfruelighed er umiskendelig, og som læser Bibelen for mændene, kan færdes trygt og respekteret blandt dem.

Er historien sandsynlig? Forfatteren Belasco, hvis skuespil lå til grund for operaen, benægtede, at hans wild west-romantik med realistiske træk var en usandsynlig historie. Han havde selv forsøgt sig som guldgraver, kendte altså miljøet, og han hævdede, at han selv havde overværet et par af operaens væsentlige scener.

Den ene var pokerspillet mellem sheriffen og Minnie om hendes elskede, røveren Johnsons liv, som hun vinder ved falsk spil. Operaen er et trekantdrama, som "Tosca" er det: To mænd, sheriffen og røveren, om Minnie.

Den anden autentiske scene er den sårede Johnsons blod, som drypper ned gennem loftet i Minnies bar og røber ham.

Operaens tekstforfattere trak Minnie endnu stærkere frem, end hun var hos Belasco, men alligevel er Minnies karakter måske den sværeste at få til at virke realistisk af alle Puccinis vidunderlige og stakkels kvindeskikkelser. Dertil har hun for mange træk af en engel. Men Minnie behøver vel heller ikke at være realistisk for at kunne bevæge os?

En realistisk musik

Puccini bestræbte sig meget på at gengive det vilde og primitive miljø i sin musik. Han var konsekvent og kompromisløs, og sådan lykkedes det. Hans partitur byder også på harmonisk skarphed, men selv om Puccini underspillede sin traditionelle melodiske sødme (ordet ikke brugt negativt), og den rytmiske kantethed var ny i hans musik, så er den ikke vanskelig at gå til. Den virker mere realistisk end handlingen.

Musikken har sin kolorit. En gammel sang, som også hørte til i guldgraverkredse, "The Old Dog Tray", indgår i skiftende rytmiske og harmoniske skikkelser som et ledemotiv for guldgravernes hjemve. Derimod synes den indianske vuggevise i begyndelsen af anden akt at være hjemmelavet af Puccini. Minnies hjælperske Wowle synger sit barn i søvn med den.

Fagfolk kan med fordel også lytte til Puccinis ofte geniale benyttelse af heltoneskalaen og tritonus-intervallet, en forstørret kvart bestående af heltonetrin (for eksempel c-d-e-fis).

En stærk besætning

Den Jyske Opera har samlet en stærk besætning. Mikael Melbye vender som instruktør tilbage til den store operascene med et værk, som utvivlsomt ligger godt for ham, og Den Jyske Operas chef Giordano Bellincampi må i mange år have drømt om at kunne dirigere "Pigen fra Vesten" for første gang i Danmark.

Minnie synges af en kendt italiensk sopran, Francesca Patanè, som har sunget partiet i sit hjemland, og røveren Johnsson af tenoren Antonella Palombi, som fik stor succes på koncerten Festuge Classic 2008 i Århus. Sheriffen Jack Rance, hverken helt eller skurk, synges af Marc Delavan. Aarhus Symfoniorkester og mændene fra Den Jyske Operas Kor har væsentlige opgaver.

"La fanciulla del West" må blive årets operabegivenhed herhjemme.

Handlingen kort

1. akt: I slutningen af 1840’erne mødes guldgraverne i Minnies bar. Detektiven Ashby er på jagt efter bandelederen Ramerrez. Sheriffen Range og Sonora skændes om Minnie. En fremmed, som kalder sig Dick Johnson, men i virkeligheden er Ramerrez, taler med Minnie, som føler sig tiltrukket af ham. Hun røber intetanende, hvor guldgraverne gemmer deres penge, men Johnson udnytter det ikke påvirket af sine følelser for hende. De to mødes i Minnies hytte.

2. akt. Minnie og Johnson eklærer hinanden deres kærlighed. Hun skjuler ham, da sheriffen og hans folk kommer,men får at vide, at han er den eftersøgte røver. Da de atter er ene, viser hun ham bort, men straks lyder et skud, og hun skjuler Johnson. Han bliver opdaget, men i sin sidste fortvivlelse tilbyder Minnie at elske Rance, hvis denne vinder over hende i et spil poker. Hun vinder med falsk spil, og sheriffen må give sin fange fri.

3. akt. Johnson fanges alligevel senere, og guldgraverne forbereder sig på at hænge ham. Han indrømmer røveri, men han har aldrig myrdet. Han beder om, at Minnie aldrig får at vide om hans død. Hans hovede ligger allerede i løkken, da Minnie kommer galoperende og stiller sig foran ham med sin pistol og minder guldgraverne om, hvad hun har gjort for dem. De lader hende rejse sammen med Ramerrez.