Den (irriterende) ærlige beatle

Hovedparten af John Lennons album er genudgivet.

Artiklens øverste billede

De fortæller historien om en kunstner, der opsøgte sine dæmoner, udstillede sine svage sider og de allernærmeste, og som brugte sin magtposition til at kræve fred i verden.

Live Peace In Toronto (1969)

]

John Lennon/Plastic Ono Band (1970)

Imagine (1971)

Some Time In New York City (1972)

Mind Games (1973)

Walls And Bridges (1974)

Rock 'n' Roll (1975)

Shaved Fish (1975)

Double Fantasy (1980)

Milk and Honey (1984)



To sange tegner i dag John Lennons karriere efter The Beatles:



”Imagine” er med sit popformat og drøm om en bedre verden endt som en moderne lejlighedsvise.



Den kan afspilles hele året og benyttes til stort set alt: Som en alternativ nationalsang, til kæmpekoncerter for fred og frihed og i forbindelse med store og små politiske møder, mens den i privatsfæren kan bruges til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse.



Den anden sang ”Happy Xmas (War Is Over”)” er med sit antikrigsbudskab også brugbar hele året. Med sin jule-attitude er den dog blevet et nummer, der bliver spillet uafbrudt i december - og som man har fået nok af, når det nye år begynder.



Med disse to slidstærke numre virker det, som om verden altid vil blive mindet om John Lennon, der blev skudt uden for sit hjem i New York den 8. december 1980.



En nærliggende forklaring på de to Lennon-sanges gennemslagskraft og levedygtighed er foruden de store budskaber, at de er nemme at synge med på, og at de takket være producer Phil Spectors medvirken er ekstremt velformede og på deres egen måde meget tidløse.



Der er således intet irriterende hippieagtigt over lyden på ”Imagine”, og ”Happy Xmas (War Is Over)” er, når det kommer til stykket, en fascinerende genistreg af en popsymfoni.



Lennons bagkatalog



Der er dog fortsat god grund til at dykke dybt i John Lennons bagkatalog, der i stor udstrækning er blevet genudgivet af EMI i cd-udgaver, som i design og indhold til forveksling minder om de oprindelige lp'er. Dog er der placeret bonusnumre på flere af udgivelserne.



Den ældste udgivelse i rækken er liveoptagelsen ”Live Peace In Toronto”. Det er først og fremmest en dokumentation af en mildt sagt ikke specielt godt forberedt koncert med stjerneguitaristen Eric Clapton som en af de prominente spillemænd.



De to næste plader i udgivelsesrækken er ”John Lennon/Plastic Uno Band” og ”Imagine”. Det var de to album, der gav Lennon en stærk position som solist, og det er plader, som er i særklasse.



Samarbejdet med Phil Spector giver sangene en poppet kompakthed, mens tekstuniverset er modigt udforskende og udfordrende.



John Lennon tør i spotlyset tage et opgør med sine nærmeste i skikkelse af ”Mother”, et opgør med samfundsorden og forventninger på ”Working Class Hero” og et opgør med Paul McCartney på ”How Do You Sleep?”, mens han på ”God” forsøger at komme ned på jorden ved at gøre sig fri af Gud og The Beatles.



Det vilde liv



Dobbeltalbummet ”Some Time In New York City” blev i sin tid en kunstnerisk - og derfor fortjent kommerciel - nedtur for Lennon. I dag søger man i rodebunkerne af musik forgæves efter den popsjæl, som huserer på de to forgængere.



Heldigvis viser den sig tydeligt på efterfølgerne, ”Mind Games” og ”Walls And Bridges”.



Disse plader blev indspillet, da Lennon og Yoko Onos kærlighedsliv var i dyb krise, og eksbeatlen levede det vilde liv i selskab med en elsker, popstjerner som Elton John og David Bowie og andre dygtige musikere.



I det selskab fandt Lennon plads og overskud til at skrive og producere plader, der havde et melodistærkt og personligt præg, der stadig virker levedygtigt.



Måske savner man lige sang en. Men den storslåede ”Nobody Loves You (When You're Down And Out)” er tæt på.



Derudover er der høj kvalitet over numre som ”Mind Games”, ”One Day (At A Time)” og den groovy antikrigssang ”Bring On The Lucie”, mens det på ”Walls And Bridges” er bl.a. popdrønet ”Whatever Gets You Thru The Night”, den melankolske ”Old Dirt Road”, den rasende funky ”What You Got” og den blideste ballade ”Bless You”, der er med til at gøre pladen til noget ekstraordinært.



Tilbage med Yoko Ono



Coveralbummet ”Rock 'n' Roll” er ikke i samme klasse. Men samarbejdet med Phil Spector giver dette nostalgitrip en styrke, der rækker ud over det faktum, at hovedpersonen er Lennon og eksbeatle.



Opsamlingen ”Shaved Fish” står med blot en halv snes numre svagt i forhold til de senere og mere omfattende greatest hits-udspil. Historisk set udgør pladen et stort punktum i Lennons solokarriere.



Der gik nemlig fem år, hvor Lennon helligede sig privatlivet med den tilbageerobrede Yoko Ono og deres barn. Som en musikalsk pakkeløsning vendte de tilbage i november 1980 med ”Double Fantasy”.



Det store problem ved albummet er stadig, at Ono trods gode popintentioner sætter et irriterende præg på pladen med numre, som ikke matcher John Lennons vellykkede sange med ”Woman” og ”I'm Losing You” som højdepunkter.



På disse sange mærker man igen stort mod og lyst til at blotlægge tanker og følelser, og man oplever talent for at pakke budskaber ind i et gennemført melodimateriale, der vækker minder om Beatles og begyndelsen på solokarrieren.

Alle album er udgivet af EMI

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen