Fint billetsalg i Tønder
11 af 26 koncerter er udsolgt, mens der kun er få billetter tilbage til tre andre.
Efter 20 dages billetsalg og med 40 dage til festivalen er to tredjedele af billetterne til årets Tønder Festival blevet solgt.
11 af de 26 koncerter er blevet udstyret med røde lygter som tegn på udsolgt, mens tre af de øvrige er forsynet med såkaldt “gult lys“ - der er kun få billetter tilbage.
Online-salget den første dag var ellers fyldt med problemer. Efter blot 10 minutter måtte systemet give foreløbigt op, og det blev først aktiv igen samme dag ved 23-tiden.
Mindre spillesteder
Med i billedet skal, at de udsolgte koncerter for det meste drejer sig om de mindre spillesteder. Eksempelvis er det ikke længere muligt at købe sig til plads på det mindste spillested, Visemøllen med plads til 180.
Ellers er der på tyvstarts-aftenen, torsdag, som sædvanlig udsolgt til Niels Hausgaards seance i Tønder Kulturhus. Denne gang i samarbejde med Allan Olsen under titlen “Hvem mon synger den næste sang?“. Gæsterne i år er bl.a. Laura Mo og Thomas Buttenschøn.
Fredag aften er der udsolgt på Sønderjyllands Kunstmuseum til programmet med Ross Ainsley & Jarlath Henderson, Sierra Noble og Gráda og i Tønderhal til det rent danske program med duoen Haugaard & Høirup og Niels Hausgaard – denne gang i selskab med sine faste partnere, Signe Svendsen og Christian Alvad.
Solgt over en bred kam
Lørdag aften er der foruden koncerterne i Visemøllen udsolgt til Emily Smith Band, Sierra Noble og Runrig-sangeren Bruce Guthros soloprojekt på Tønder Gymnasium og i Telt 2 til Seth Lakeman, Shooglenifty og Oysterband.
Lederen af Tønder Festival, Carsten Panduro, er tilfreds med billetsalget indtil videre. Også fordi koncerterne på grund af den meget varierende sammensætning sælger over en bred kam.
I Tønder spiller de fleste navne mindst to gange og altid sat sammen med nye navne ved koncert nummer to.