Britney Spears i studiet
Den amerikanske popstjerne tilbringer sommeren i studiet for at indspille ny musik, oplyser hendes pladeselskab.
26-årige Britney Spears har i det seneste års tid trukket flest overskrifter i sladderpressen.
En mildt sagt ustabil psyke, skriverier om stofmisbrug og vilde fester, retssager om hendes forliste ægteskab og parrets børn har i stor udstrækning overskygget hendes karriere som popsanger.
Gang i musikken
Men der er fortsat gang i musikken, hvis man skal tro Spears' pladeselskab Jive.
Det oplyser, at Britney Spears i sommer opholder sig i studiet. Dette arbejde indendørs skulle resultere i et nyt album. Der bliver ikke sat en udgivelsesdato på den nye plade.
På albummet samarbejder Britney Spears ifølge billboard.com med producere som JR Rotem, Sean Garrett, Guy Sigsworth, Danja og Bloodshy & Avant. Disse samarbejder peger i retning af et danseorienteret nyt album.
Blackout
Hendes seneste plade "Blackout" udkom i fjor.
Albummet fik gode anmeldelser i flere medier i både USA, Storbritannien og Danmark. Jyllands-Posten gav pladen fire stjerner.
I sammenligning med hendes tidligere album er pladen dog blevet en kommerciel skuffelse.
Den har solgt 879.000 eks. i USA, hvilket er i småtingsafdelingen. For nylig solgte den amerikanske rapper Lil Wayne over en mio. album på én uge.
80 mio. plader
Britney Spears' samlede albumsalg på verdens største musikmarked ligger omkring 36 mio. eks. På verdensplan er pladesalget over 80 mio. eks.
Herhjemme har især "Blackout"-singlerne "Gimme More" og "Piece Of Me" samt "Break The Ice" vist sig i hitlistesammenhæng.