Dennis Wilson: Pacific Ocean Blue

Dennis Wilson, medlem af berømte The Beach Boys, stod hele sit korte, vanvittige liv i skyggen af sin storebror. Men han udgav et soloalbum, der er gået over i historien som en klassiker.

Artiklens øverste billede

Dennis Wilson:



Pacific Ocean Blue



Sony BMG

Der er en tendens til, at historien om et af popmusikkens vigtigste bands, amerikanske The Beach Boys, kommer til at handle om omdrejningspunktet, det sære geni Brian Wilson.



Det var rigtigt nok ham, der i 1960'erne udtænkte mange af ideerne og tænkte dem så langt ud, at han til sidst endte i et vanvid, der var drevet af både misbrug, kæmpemæssige ambitioner og manglende tro på egne evner.

Men The Beach Boys var og blev ved med at være et band, bestående af tre Wilson-brødre, yderligere et familiemedlem og en god ven.

Og mens Brian Wilson i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne havde problemer med at finde sig tilpas i den virkelige verden, fortsatte de andre med meget mere end at tænke musik. De sang og spillede, optrådte og stod for skud, da The Beach Boys blev kritiseret og pillet ned af piedestalen.



Appetit på livet

Et bankende hjerte i bandet var Dennis Wilson, den næstældste bror.

Han havde appetit på livet: Kvinderne, sprutten, stofferne. Og alt sammen i enorme mængder. Inde bag vildskaben var han et kærligt menneske og en usikker mand.

I 1977 fik han mulighed for at vise sit værd som musiker på en ny måde, da han udgav sin albumdebut som solist. På det tidspunkt var The Beach Boys ikke nogen magtfaktor i musikken.

Men navnet kunne godt sælge koncertbilletter rundt om i verden. Derfor vakte det opsigt, at en Wilson gik enegang - og gjorde det med et stort tænkt opus, der både smagte af The Beach Boys og noget andet.



I sin tid solgte albummet pænt.

Men det har i årevis været svært at få fingre i pladen, der først nu kommer i den fornemme deluxe-indpakning, som så mange andre album fra 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne har fået: Bonusmateriale på en ekstra-cd, private fotos og en omfattende gennemgang af pladeindspilningen og historien om Dennis Wilsons liv og død.



I, efter sigende, alkoholpåvirket tilstand druknede han i Los Angeles for 25 år siden.



Smukt og dybt personligt

Når man lytter til den remasterede version af ”Pacific Ocean Blue”, er det hverken mesterværk eller klassiker, man skriver på blokken. Dertil er albummet til tider for ujævnt og ufærdigt i sine eksperimenter.



Der er ikke desto mindre noget smukt og dybt personligt over Wilsons sangforedrag på hele pladen. Teksterne giver som oftest et stærkt indblik i et menneskes op- og nedture, og så kommer man med flere numre ud på flotte musikalske rejser, der kan matche noget af det bedste fra The Beach Boys i 1970'erne.

Indledningen på albummet, ”River Song”, er en lille rockopera med et imponerende flot gospelkor, strygere, krystalklart klaver, Beach Boys-harmonier og så denne personlige værtshusvokal, der tydeligvis forstår musikkens bevægelser. Der er med andre ord ikke noget fuldskabsagtigt over præstationen.

Andre flotte momenter er den ligeledes stort formede ”Moonshine”, den venligtsindede smukke ”Farewell My Friend”, den funky og sjovt arrangerede ”Dreamer”, de ømskindede kærlighedserklæringer ”Thoughts Of You” og ”You And I” samt den legesyge og Steely Dan-lignende bluesfinurlige ”Pacific Ocean Blues”.



Fortæller historie

Når det gælder ekstramaterialet, er det interessant at strejfe, da det fortæller en historie. Ikke mindst har det betydning, at den anden cd indeholder sangene til det, der var tænkt til at blive Wilsons anden plade, ”Bambu”.

Men når det kommer til stykket, er bonus-sangene rent musikalsk ikke noget, som man får et stort behov for hele tiden at skulle vende tilbage til.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen