Sopranen Inga Nielsen død
Den verdenskendte danske operasangerinde Inga Nielsen døde sent søndag aften på Gentofte Sygehus. Hun blev 61 år gammel.
Operasangerinden Inga Nielsen efter kortere tids sygdom død, 61 år.
Hun tænkte på at trække sig tilbage fra en stor international karriere, da kræfterne begyndte at svigte. Det var et vanskeligt valg efter i et liv at have foldet sig ud på verdensscenerne.
Inga Nielsen kunne dog glæde sit publikum næsten til det sidste. Hun gav under stærke smerter sin sidste koncert i december. Tidsskriftet OpernWelt skev således sidste år om hendes Chrysothemis i Richard Strauss’ ”Elektra” i Athen, at »Inga Nielsen… råder efter mere end 30 år på scenen endnu over en ungdommeligt klingende sopran… med så megen sanglig intelligens.«
Inga Nielsen var engageret til at skulle vende tilbage til Athen og til at synge store roller i Düsseldorf og Tokyo endnu i år.
Herhjemme ventede ikke så meget, men vi har tidligere heller ikke forstået at værdsætte Inga Nielsens format.
Sidste gang hun stod på scenen på Det Kgl. Teater var dog for et år siden i ”Lohengrin” som Elsa i den tolkning, Peter Konwitschny kreerede for hende i Hamburg i 1998. Vi fik her til sidst lykkeligvis også en række koncerter med lieder landet over. De viste igen nye sider af Inga Nielsens kunst.
Udlandet var vågent
Da Inga Nielsen i juni 2006 afholdt sin store fødselsdagskoncert i Tivolis koncertsal, var det med Radiosymfoniorkestret, hvis daværende chef Per Erik Veng dog altid har forstået hendes sanglige og dramatiske kvaliteter.
Det var også dem, der bar, da Inga Nielsen og Michael Schønwandt indspillede Richard Strauss’ Salome, som fik en enig international bedømmelse som en topindspilning med hende som den bedste Salome på plade. Hun sang den både uskyldige og frygtelige 16-årige pige, som er vokset op i et dekadent miljø, og som oplever det, som man måske kalder for kærligheden, på en måde, så man på en rystende og vidunderlig måde forstod prinsessens sygeligt opfyldte kærlighedslykke.
Salome er en 16-årig pige, som det kræver en stemme som Wagners Isolde at synge. Her er vi ved den utrolige udvikling, som Inga Nielsen har haft.
Usædvanlig udvikling
Hun blev uddannet i Wien og i 1971 ansat i Gelsenkirchen som soubrette, det lette sopranfag, derpå i Münster, 1973-78 i Bern og endelig i Frankfurt. I 1980 tog hendes internationale karriere, der har ført hende til alle store operahuse, fart. Hans Werner Henze skrev titelpartiet i ”Den engelske kat” til hende.
Et af de mange internationale gennembrud var i Salzburg i 1987, da hun fik succes med Constances funklende koloraturer i Mozarts ”Bortførelsen fra seraillet”. Det er usædvanligt at komme fra Mozart i Salzburg til en markant Salome og til Wagners Senta, Elsa og Elisabeth.
Covent Garden
På Covent Garden i London sang hun i Arnold Schönbergs ”Erwartung” så præcist korrekt, som ingen anden sangerinde nok nogensinde har gjort det i dette vanskelige værk. En opførelse af ”Erwartung” med Radiosymfoniorkestret er heldigvis udsendt på et dobbeltsæt cd’er udgivet af Chandos.
Dette sæt kan kaldes Inga Nielsens testamente. Det bringer optagelser, som spænder over 55 år. Hun var seks år, da hun med sin danske far ved klaveret indsang børnesange i USA. Det var ham, som førte hende ind i musikken, men hun har gennem hele sin karriere også haft stor støtte af sin danske mor.
På dette sæt kan man følge Inga Nielsens karriere og hendes enestående udvikling i forskellige stemmetyper fra Mozart til Richard Strauss over det italienske fag og Wagner. Karrieren var baseret på en let og altid ren sopran, på en kolossal sikkerhed i beherskelsen af stemme og noder, men også på evnen til at kunne skabe stærke scenedramatiske figurer. Hun var en æge sangerskuespiller.