Årets sanger tør tage ansvar

Færøske Teitur, der har en stor fanbase i hele Danmark, er på vej med sit tredje engelsksprogede album.

Artiklens øverste billede

Det er en ny begyndelse, lyder meldingen fra den prisbelønnede sanger, der nu ser sig selv som ansvarlig kunstner.

Fortællingen om Teitur virker enkel:



Han debuterede i 2003 med det ambitiøse album ”Poetry & Aeroplanes”. Han udgav tre år senere ”Stay Under The Stars” og blev sidste år kåret til årets sanger i Danmark foran bl.a. Thomas Helmig.



Nu udgiver han et album med - meget apropos - titlen ”The Singer”.



Går man tættere på kendsgerningerne, er historien om den færøske sangskriver meget mere nuanceret - og overraskende.



Da Teitur i fjor blev nomineret til prisen årets sanger ved grammyuddelingen Danish Music Awards, havde han aldrig opfattet sig selv som vokalist.



Han modtog godt nok sangundervisning som teenager. Men for Teitur handlede det lige fra drengeårene om at lege med instrumenterne og skrive sange - og helst uden at være for meget i rampelyset.



Derfor passede det ham fint at komme ind i pladebranchen som sangskriver for andre, og da han endelig debuterede som solist på det internationale pladeselskab Universal Music, var det som en genert og lidt nørdet fyr.



Det tog den internationale arbejdsgiver dog ikke hensyn til, så Teitur blev sendt ud i verden på promotion- og turnéarbejde. Den skæbne gjorde ham mere åben. Teitur opnåede til gengæld ikke noget internationalt gennembrud som pladekunstner.



Så da han udgav ”Stay Under The Stars”, var Universal Music fortid, og drømmen om at sælge mange plader nedtonet. Til gengæld blev albummet kritikerrost, og fanskaren ved livekoncerterne blev stadig større herhjemme, i nabolandene og i USA.



Glad og stolt

For et år siden kom så udnævnelsen til årets sanger.



»Jeg blev overrasket, glad og stolt, og jeg tænkte: Ja, hvorfor ikke,« fortæller Teitur og afslører, at titlen på det nye album skal forstås på flere måder.



»Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem prisen og titlen. Men budskabet er først og fremmest, at jeg med pladen træder frem på scenen og som kunstner tager hele ansvaret for sange, arrangementer og produktion. Der er med denne plade ikke nogen, som jeg kan gemme mig bag.



Min guitar har jeg også fravalgt. Jeg fik ondt i mine fingre, når jeg spillede, og fandt efterhånden instrumentet uinteressant. Det blev en god anledning til at koncentrere sig om at arrangere musikken og synge sangene, der har et meget personligt præg,« siger han.



Teitur forklarer, at teksterne tager afsæt i konkrete oplevelser, f.eks. et afterparty efter en koncert, og der er mange personlige referencer til musikhistorien.



»Jeg er blevet en meget mere udadvendt kunstner, der tør stå til ansvar for det, som jeg laver. Dét gør man ved at tage kontrollen over indspilningsprocessen,« fastslår han.



Ambitiøse og helstøbte

Det er interessant, da de to første engelsksprogede album fremstod meget ambitiøse og helstøbte.



»Realiteten er, at jeg tidligere har kæmpet med, at jeg under indspilningen ikke for alvor vidste, hvad jeg gjorde. Derfor blev jeg altid overrasket, når jeg hørte det færdige resultat. Nu ved jeg præcis, hvad jeg har gjort under indspilningen og hvorfor. Derfor er denne plade en ny begyndelse for mig,« siger Teitur.



Han er også begyndt forfra i en ny by. Siden årtusindskiftet har han haft bopæl i London, der med flyafgange til hele verden er perfekt som base, når man er rejsende i musik. Men hans svenske kæreste, musikeren Anna Emilsson, kunne ikke falde til i byen. Derfor har parret slået sig ned i Stockholm.



»Det virker som en god by at bo i, og det bliver endnu bedre, når jeg først har lært den at kende,« konstaterer Teitur.



Der går dog kun et øjeblik, før han antyder, at hverdagen med familie og venner i én by ikke har samme tiltrækningskraft som rejselivet.



»Når man rejser fra sted til sted, er der næsten kun højdepunkter, og man når sjældent at kede sig med de mennesker, som man møder,« siger Teitur.



Når han om kort tid skal på turné, stikker han ikke af fra sin kæreste. Hun er blevet medlem af backingbandet, der på scenen skal genskabe det lydbillede, som man får på ”The Singer”.



»Vi er lige som Yoko Ono og John Lennon. Min kæreste synger og spiller dog betydeligt bedre end Yoko Ono.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen