U2: The Joshua Tree
”The Joshua Tree” gjorde irske U2 til en magtfaktor på den amerikanske musikscene og i resten af verden. Ny udgivelse markerer 20-året for det populære album.
U2:
The Joshua Tree
Island Records/Universal Music
Jubilæumsudgave med bonus-cd og dvd
Når historien om det irske rockband U2 skal skrives, må man dele den op i to: Tiden før og årene efter albummet ”The Joshua Tree”.
Albummet, der udkom i 1987, blev i sin tid en millionsællert og er i dag solgt i flere end 20 mio. eksemplarer.
Det var også den plade, som gjorde U2 til et koncertnavn langt ud over det sædvanlige i USA - og i resten af verden for den sags skyld. En position, som gruppen siden har fastholdt.
Det, som blandt andet gjorde pladen til en magnet for opmærksomhed i USA, var, at den, på trods af et umiskendeligt U2-aftryk, i både coverart, musik og lyrik fremstod som meget amerikansk.
Den havde elementer fra både blues og country, soul og rock'n'roll, mens landskaber, byer, gader, indbyggere, religion og de politiske strømninger påvirkede pladens fotos og prægede sange som ”Where The Streets Have No Name”, ”In God's Country”, ”Red Hill Mining Town”, ”Bullet The Blue Sky” og ”I Still Haven't Found What I'm Looking For”.
Forhold til USA
Da U2 i 1986 gik i gang med indspilningen af ”The Joshua Tree”, havde Bono, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen Jr. for længst fået et forhold til den amerikanske historie, musik og litteratur.
Det skyldtes, at kvartetten i flere omgange havde turneret i det store land. Samtidig havde gruppen mødt musikikoner som Bob Dylan og begravet sig i både den syrede og socialrealistiske amerikanske litteratur.
Dermed havde U2 fået brændstof til sin fascination af USA som en drøm og en tilstand. Men rejserne, musikken, litteraturen og møderne med en masse mennesker fra forskellige samfundslag havde også givet bandet et kritisk syn på stormagten.
Denne kritik havde fået en ekstra dimension ved, at Bono havde rejst rundt i verden og set, hvordan amerikansk militær var involveret i krige og kampe i bl.a. Nicaragua og El Salvador. Disse oplevelser blev samlet i det bedste temporocknummer, som U2 nogensinde har indspillet, ”Bullet The Blue Sky”.
Smittende energikilde
For selv om det kan være svært at finde ind til en egentlig melodi, er sangens arrangement og produktion fuld af en vrede og konsekvens, der bliver en unik smittende energikilde.
Den udspringer af The Edges ”skyderi” med de elektriske guitarer og Bonos vokaludbrud og vækkelsespræstagtige talestrøm. Kilden får yderligere strøm ved rytmesektionens tunge bevægelser, og al den kraft samles til ét stort massivt udtryk af holdet i studiet. Det blev styret af de to producere, Brian Eno og Daniel Lanois.
Det var en ambition under indspilningen, at numrene så vidt muligt skulle have et filmisk præg, altså at man så et sted for sig, når man hørte nummeret.
Den effekt opnåede man i f.eks. ”Running To Stand Still”. Med sin cowboystemning bringer den lytteren direkte ud i et brandvarmt og øde John Wayne-landskab - selv om tekstens skikkelser rent faktisk er involveret i en handel med stoffer!
Andre vellykkede numre er den højtidelige ”Red Hill Mining Town” og ”In God's Country”, der på grund af The Edge's hurtige strengeleg fremkalder fornemmelsen af at være på en lynhurtig køretur gennem Guds eget land.
Trækker ned
Det første store singlehit fra pladen var ”With Or Without You”.
Men det er stadig et af de numre, der trækker ned, når jeg lytter til udgivelsen. Arrangementet er for selvhøjtideligt, og med sin ensformighed virker det en anelse udspekuleret - som om det fra begyndelsen var tænkt til single- og radioformatet.
Andre mindre vellykkede numre på albummet er den lidt for amerikaniserede ”Trip Through Your Wires” og ”Mothers Of The Disappeared”, der aldrig for alvor slippes løs.
Men i betragtning af, at U2 flere gange under indspilningen af albummet kæmpede for at finde den rigtige lyd og de optimale arrangementer, er det imponerende, at størstedelen af numrene fortsat fremstår så helstøbte og friske.
Det ekstramateriale, som man finder på bonus-cd'en, understreger, at det bedst egnede materiale trods alt kom med på albummet.
Dokumentarfilmen på dvd'en viser tydeligt U2's fascination af og lyst til USA, mens liveoptagelserne er et enkelt billede på et band, der ikke er verdens bedste musikere, men som har stor appetit på at vise verden, at det har noget på hjertet.
Det har U2 stadig.