»Det er jo ikke naturligt for mennesket at blive hyldet og klappet så meget af«

Aphaca er den danske rockgruppe, som alle taler om lige nu.

Bandmedlemmerne er kun mellem 20 og 22 år gamle, men de har spillet sammen i syv år, og de har for længst hittet med sange som ”Smelter under månen”, ”Til solen er sort”, ”Et sted hvor vi de første” og senest ”En drøm om et menneske”.

Og hvis man har oplevet bandet live, så har man givetvis iagttaget en vis trængsel foran scenen. Samt nogle høje hvin, hver gang forsanger Rumle Kærså har nærmet sig mikrofonen.

Det gør han igen torsdag på Roskilde Festival.

De fire musikere ryger rulletobak og spiser pomfritter på en beværtning midt i København, mens de funderer over, hvornår de egentlig sådan for alvor fik hul igennem som band.

Der er flere bud.

En indspilningssession i et pladestudie i Malmø bliver nævnt. Studiet havde tilhørt den succesfulde svenske popgruppe The Cardigans, og omgivelserne gjorde indtryk.

Den tydeligste overgang fra upcoming band til succes er de fire musikere dog enige om.

Sidste års koncert på branchefestivalen Spot i Aarhus var et vendepunkt. På en udendørs scene mellem Aarhus Rådhus, Aros og Musikhuset spillede bandet for dets hidtil største publikum.

»Hvor mange mennesker var der? 4.000? 6.000? Endnu flere? Der var hoveder, så langt vi kunne se,« siger Rumle Kærså.

»Vi havde lige genopfundet os selv som band, og på færgen snakkede vi om at prøve at spille den nye sang ”Smelter under månen” for første gang: ”Fuck det, vi gør det”. Og det gik ret godt.«

Der var mange unge mennesker til den koncert, men noget har ændret sig på det seneste, siger trommeslager Noah Elias Rasmussen.

»De unge er stadig fundamentet, men jeg kan ikke lade være med at følge med i statistikken over, hvem der lytter til vores sange. Det breder sig, nu er de lidt ældre også kommet med. Måske drømmer de sig tilbage til en lidt gammeldags form for musik.«

Mærkelige sammenligninger

Aphaca er blevet sammenlignet med mange.

Kim Larsen.

The Minds of 99.

Skousen & Ingemann.

»Okay, den sidste dér har jeg ikke hørt før,« udbryder bassist Bertram Ask Plauborg.

»Det er meget fedt. Det er en kæmpe ære at blive sammenlignet med nogle af de store fra musikhistorien, men jeg tror egentlig, at vi helst bare vil være os selv.«

Rumle Kærså afbryder:

»Det der med sammenligninger, ikke? Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Tag bare sammenligningen med Minds. Ja, vi er samme køn, vi synger på dansk, og vi har fået succes, men hvis man lige tager sig tid til at lytte efter, så er der virkelig ikke flere lighedspunkter.«

Håndspillet rockmusik

Han har en pointe.

Der er noget håndspillet, noget organisk over Aphacas musik, som står i kontrast til både The Minds of 99 og så meget andet på rockscenen og i endnu højere grad i tidens gennemproducerede pop og hiphop.

»Ja, man kan godt sige, at vores musik er en modreaktion til alt det meget producerede musik derude, men det er også en reaktion på os selv. Altså, den musik, vi lagde ud med, var også meget pæn og produceret, indtil vi en dag så på hinanden og sagde: ”Jamen, det vi kan, det er jo at spille. Det er ikke at sidde og glo ind i en skærm.” Er der noget gammeldags over vores musik? Måske. Men det kan jeg sagtens leve med. Faktisk er det et kompliment. Vi vil gerne tilbage til rødderne.«

Når det går lidt for stærkt

Også når det kommer til teksterne, skiller Aphaca sig ud.

I sangen ”Et sted hvor vi de første” finder man naturbeskrivelser, som umiddelbart minder mere om noget fra en roman af Karl Ove Knausgård end en tekst til et stykke moderne popmusik.

»Naturen er større end os selv, og det har vi nok en tendens til at glemme. Når jeg tager ud i naturen og minder mig selv om, at jeg er lillebitte i forhold til den, så falder der fuldstændig ro over mig. Jeg har elsket naturen, siden jeg var helt lille, og i dag har jeg brug for den mere end nogensinde, for der er godt nok fart på med bandet.«

De tre andre bandmedlemmer nikker.

»Vi har meget travlt, men vi har virkelig gode mennesker omkring os, og vi er gode til at tale om det internt i bandet,« siger keyboardspiller Bertil Engberg Nielsen.

»Det er ikke så meget koncerterne, der giver uro, det er mere at komme hjem igen. Så ligger man der på sofaen og har det helt skørt, for det hele er gået så stærkt, at alle følelserne kommer væltende med et døgns forsinkelse.«

Rumle Kærså erklærer sig enig:

»Det er meget nemmere at komme op på scenen, end det er at komme ned fra den. Det ville være nemmere, hvis vi bare kunne blive der.«

Han tænker sig om et øjeblik.

»Det er jo ikke naturligt for mennesket at blive hyldet og klappet så meget af.«

En drøm om et menneske

Aphaca har senest udgivet kærlighedssangen ”En drøm om et menneske”, som har bragt følelser i spil på begge sider af scenekanten.

»Ja, der var nogle følelser, jeg gerne ville have ud,« siger Rumle Kærså om sangen, som fik de øvrige bandmedlemmer til at græde i øvelokalet.

»Kærligheden er svær, den skal holdes om, og den skal plejes. Jeg fik lyst til at skrive en sang om den lange, snørklede vej hen til at skulle dø sammen ved siden af hinanden liggende i en seng. Sangen handler dybest set om at turde at blive elsket af andre. At læne sig tilbage med åbne arme og bare tage imod. Det er noget, jeg selv har svært ved.«

»Det er en dannende sang, jeg kan ikke finde bedre ord,« siger Noah Elias Rasmussen.

»Jeg er overrasket over, hvor klog du bliver på livet af at sidde på dit værelse og skrive sange.«

Så bliver Rumle Kærså stille.

»Altså, jeg bilder ikke nogen ind, at jeg har svarene på noget. Jeg stiller bare spørgsmålene.«