Stemmen var spæd, lyden katastrofal og teksterne håbløst banale – men så skete der noget
Rasmus Seebach var bedst, når han blev overdøvet af sit begejstrede publikum.
Midt i konstruktionen af en sætning om bandets utilgiveligt forudsigelige muzak blev jeg prikket på skulderen af en fan på stolen ved siden af mig.
Hun var ni år gammel, vil jeg vurdere, og hun brændte inde med et spørgsmål: